Flychef kritiserer ny afgift selvom den ikke ”vil have stor effekt”

Afgiften kommer til at påvirke Jettime minimalt. Foto: Jettime, Erik Refner

Det bliver dyrere for danskere at flyve i 2025.

Det var det korte af det lange på et pressemøde torsdag i sidste uge, hvor regeringen præsenterede et udspil om den grønne omstilling i flybranchen. Konkret indfører regeringen en afgift på flyrejser. Fra 2025 kommer det til at koste forbrugerne 70 kroner ekstra i gennemsnit at flyve fra Danmark og 100 kroner i 2030, når afgiften er fuldt indfaset. Priserne kan dog variere afhængig af rejsedistancen.

En del af indtægterne fra flyafgiften kommer til at gå til en forhøjet ældrecheck, og resten af pengene skal gå til at sætte gang i den grønne omstilling i flybranchen.

Afgift kommer ikke til at have en stor effekt for Jettime

Fakta om Jettime

  • Det er ikke muligt at købe en billet direkte hos Jettime, da de flyver for store rejseselskaber, som blandt andet tæller TUI, Bravo Tours og SAS
  •  Det vil sige, hvis man køber en billet hos SAS, så kan det ende med, at man som passager flyver med Jettime
  • Jettime er derfor et B2b-selskab
  • Jet time er et selskab, der blev skabt i 2006, men som gik konkurs i 2020. I forbindelse med en virksomhedsoverdragelse i 2020, blev der skabt et nyt selskab under Corona-krisen, hvor navnet så blev ændret til Jettime
  • Jettime købte resterne af det gamle Jet Time i 2020

Den afgift er Jørgen Holme, der er administrerende direktør for flyselskabet Jettime, ikke tilfreds med.

– Jeg synes ikke, at tingene hænger sammen. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor provenuet ved den her aftale ikke går udelukkende til den grønne omstilling, siger Jørgen Holme.

For Jettime, der kun flyver i Europa, betyder det, at alle passagerer, der flyver med dem, skal betale 60 kroner per rejse i afgift.

Flychefen erkender, at afgiften generelt set kommer til at påvirke efterspørgslen for flyrejser, men at afgiften ikke kommer til have en stor betydning for Jettime.

– Alle afgifter kommer til at påvirke efterspørgslen negativt. Vi flyver primært i Europa, så det vil ikke have en stor effekt for os.

Ole Kirchert Christiansen, der er ansvarshavende chefredaktør for flymediet Check-in.dk, vurderer heller ikke, at afgiften kommer til at have en stor effekt på antallet af passagerer, der vælger at flyve med Jettime i 2025 og fremefter.

– Det kommer ikke til at betyde så meget for Jettime, da det er et charterflyselskab. Som jeg umiddelbart vurderer det, så tror jeg ikke, at folk undlader at tage på charterferier sydpå i Europa som følge af flyafgiften.

Han mener dog, at afgiften kommer til at påvirke indenrigsflyvninger noget hårdere end Jettime.

– Det kommer til at ramme indenrigsflyvninger hårdest. Hvis privatrejsende, som er dem, der typisk køber de billigste biller, vælger at købe en returbillet for 800, så vil vi ramme ind i et prisfølsomt marked, hvor rejsende måske vil overveje at tage bil eller tog i stedet for, siger Ole Kirchert Christiansen.

Sådan gjorde vi: Journalisten så regeringen kom med et udspil om flyafgifter, og ville derfor gerne interviewe en chef for et flyselskab og en ekspert inden for området, som kunne fortælle om konsekvenserne ved flyafgiften.