Af Victoria Birk og Signe Krabbe Hansen
Det er overskyet, næsten tåget, ved Grønnevang Skolen, der i dag fungerer som valgsted. Kulden bider i fingrene, og det er svært at mærke, at vi befinder os i slutningen af marts. Klokken er ca. 9, og der er næsten ingen mennesker, lige bortset fra enkelte børn, der leger forskellige steder i skolegården. Hillerøds borgere går frem og tilbage på skolens asfalt for at opfylde deres pligt: De skal stemme.
Vi spørger borgere, der er færdige med at stemme, hvordan de har taget deres valg. For nogen er det mavefornemmelsen, der bestemmer, hvor deres kryds skal lande i dag. Det gælder blandt andet for Birgitte Bytoft. Hun står side om side med sin mand, Anders Bytoft.
– Det har hovedsageligt været et spørgsmål om udelukkelsesmetoden. Jeg har mere gået med en mavefornemmelse. Der ikke er noget parti, der passer til det, jeg går ind for. Til sidst, valgte jeg at stemme på det parti, jeg var mindst i mod, siger Birgitte Bytoft og griner.
Også Birgittes mand, Anders Bytoft, beskriver, at det har været svært for ham at skulle placere sit kryds, særligt i år:
– Jeg har altid været Venstre-mand, men det har jeg ikke stemt på denne gang. Det har været et mærkeligt valg i år, fordi der ikke har været en klar kandidat ligesom i de gode gamle dage. Jeg synes, det hele er noget mudder.
Parret siger, at de håber på en midterregering med mindre mudderkastning, og politikere, der tør tage store beslutninger. Dette kræver, ifølge Anders Bytoft, at “vi kommer helt ned i problemernes maskinrum”.
– Der er noget grundlæggende, der gør, at vi er nået hertil. Vi kan ikke bare ridse i lakken, vi skal også ned i maskinrummet. Det kommer vi aldrig i debatterne, siger Anders Bytoft.
Og netop valgkampens debatter møder kritik fra flere her i Hillerød på Grønnevang Skolen.
Træt af debatten
Vi møder Søren Nicolaisen, som kommer gående i raskt tempo væk fra valgstedet. Han arbejder med IT i Hillerød Kommune og fortæller, at han lige har hjulpet valgstedet med nogle IT-problemer og skal skynde sig videre til næste arbejdsopgave. Vi når dog lige at spørge ham, hvordan han har oplevet valgkampen:
– Jeg synes ikke, at det er så klart, hvad de forskellige partier melder ud og står for. Og så synes jeg, at der er for meget råben og skrigen af hinanden.
Også parret Anders og Birgitte Bytoft er blevet trætte af politikernes debatter i år.
– Jeg bliver træt af debatterne og måden, de snakker til hinanden på. Retorikken bliver lidt skinger, og det synes jeg er træls, fortæller Birgitte Bytoft.
Hendes mand, Anders Bytoft, har en klar strategi, når han bliver træt af debatten og at høre på politikerne “råbe de samme ting”.
– Jeg har faktisk ikke rigtig gidet at følge med i år på samme måde, som jeg har gjort de andre år. Jeg ser lige fem minutter og så råber de de samme ting, og så slukker jeg igen, beskriver han.
En politiker, man kan stole på
For både Anders Bytoft og Søren Nicolaisen er troværdighed hos politikerne vigtig, når de skal beslutte, hvor deres kryds skal sættes.
– De skifter mening som vinden blæser, og det synes jeg er useriøst. Det irriterer mig grænseløst, og det er meget utroværdigt.
Det siger Anders Bytoft, mens det for Søren Nicolaisen handler om tilliden til dem, der skal bestemme de næste fire år:
– Det skal være en politiker, som man kan stole på og som holder det, de lover.
Søren Nicolaisen påpeger dog, at der langt hen ad vejen er politikere, han føler, han kan stole på.