Nu kan du se, hvor i landet der er størst risiko for, at et rådyr springer ud foran din bil. Naturstyrelsen har netop offentliggjort et kort over påkørte dyr i perioden 2003-2012. Kortet viser med røde prikker, hvor risikoen for påkørsler er størst, og orange prikker hvor risikoen er næststørst.
Biolog hos Naturstyrelsen Helene Nyegaard Hvid har været en del af projektet med at kortlægge påkørsler på de danske veje.
– Påkørsler vil aldrig helt kunne undgås, men den nye rapport kan bidrage med viden til at minimere påkørsler, oplyser Helene Nyegaard Hvid.
Den nye undersøgelse har haft fokus på tidspunkter, årstider og generelt hvordan vejene er. Rapporten viser, at risikoen generelt er størst de steder, hvor vejen går langs skovbryn eller gennem lysninger.
Link: Se kortet her
I perioden 2003 til udgangen af 2012 er 33.605 større vilde dyr blevet påkørt. Heraf udgør rådyr næsten 90% af det samlede antal påkørte dyr. Kortet er resultatet af et samarbejde mellem Naturstyrelsen (NST), Schweiss Registret og Aarhus Universitet.
Falck er skeptiske
Vildt- og dyrekonsulent hos Falck Allan Bruun Rasmussen, mener ikke, at det er den rigtige måde at gribe det an på:
– Jeg sidestiller kortene med det, at kommunerne og vejdirektoratet sætter hjortetavler op. I min erfaring, så ser folk dem ikke.
Allan Bruun Rasmussen mener, at der skal nogle særlige kampagner til i stedet.
– Jeg mener, at vi skal have nogle helt andre advarsler i spil, i forbindelse med brunsttid osv., siger Allan Bruun Rasmussen.
Ny viden, nye tiltag
Rapporten anbefaler, at der indføres hastighedsbegrænsninger på de tider af døgnet, hvor hjortene er mest aktive.
Naturstyrelsen har tyndet ud i træerne på bestemte strækninger, for at skabe bedre oversigtsforhold.
Link: Påkørte større vilde dyr i Danmark 2003-2012