Franskmændene gik til stemmeurnerne i søndags, hvor første runde af kommunalvalget blev afviklet. Her blev den store sejrsherre det indvandrerfjendske og antieuropæiske parti Front National, der har udmærket sig ved, at udvide de nationale velfærdsgoder, lukke grænserne, stoppe indvandringen og modkæmpe medlemsskabet af EU.
Resultatet kommer ikke bag på Frankrig ekspert og lektor ved Københavns Universitet Henrik Prebensen, der mener, at Front Nationals brede opbakning bl.a. skyldes partiets populære leder, Marine Le Pen.
Marine Le Pen
- 46 år, datter af tidligere Front National leder, Jean-Marie Le Pen
- uddannet advokat
- Formand for partiet Front National
– Man kan mene, hvad man vil om hendes politiske standpunkter, men hun er slagfærdig og velformuleret. Marine Le Pen har vist sig at være et virkelig politisk talent, siger Henrik Prebensen.
Karismatisk med populistisk gennemslagskraft
Der har gennem længere tid hersket stor utilfredshed blandt den franske befolkning, der er skuffede over præsident Francois Hollandes mangelende evne til at komme landets høje arbejdsløshed til livs. Og netop denne utilfredshed nyder Marine Le Pen og Front National ifølge Henrik Prebensen godt af:
– Mange franskmænd mener, at politikere er nogle ophøjede og intellektuelle væsner, der aldrig står inde for det de siger. Marine Le Pen derimod taler til almindelige mennesker i et fuldstændigt almindeligt sprog og så er hun oven i købet karismatisk, siger han.
Venstrefløjens er ikke i synk med vælgerne
Henrik Prebensen mener samtidig, at Front National vinder yderligere terræn, fordi at landets præsident Francois Hollande ikke kommunikerer i øjenhøjde med vælgerne.
– Hollande er jo en kommunikationsmæssig katastrofe. I modsætning til Le Pen formår han ikke, at komme ud over rampen med sine budskaber, og så taler han ikke den gennemsnitlige franskmands sprog. Det betyder, at flere tidligere Hollande tilhængere nu er bevæget sig over til Front National, siger Henrik Prebensen.
Europæisk tendens
Historiker og ekspert i politisk ekstremisme Chris Holmsted Larsen deler denne opfattelse, men understreger, at den brede opbakning til højreekstreme partier ikke kun gør sig gældende i Frankrig.
– Det drejer sig om en generel tendens i hele Europa. Her vil det være nærliggende at pege på den økonomiske krise som en af årsagsforklaringerne til, at højrepopulistiske partier har så meget medvind for tiden. Det som højreorienterede partier typisk kan, er at levere enkelte svar på nogle meget komplekse problemer. De taler på et niveau som er til at forstå, og det er der mange som falder for især i en krise tid, siger Chris Holmsted Larsen.
Fransk lokalvalg
- Frankrig har 36.681 kommnuner
- Der afholdes lokalvalg hvert 6. år i Frankrig
- 65 procents valgdeltagelse ved 1. runde
- Opbakningen til yderligtgående højrefløjspartier er gået fra 0,7 procent til 9,2 procent – heraf langt størstedelen til Front National
Chris Holmsted Larsen vurderer samtidig, at den brede opbakning til den ekstreme højrefløj ikke nødvendigvis kan tolkes som et tilvalg af en højrepopulistisk politik, men i højere grad et fravalg af den eksisterende politiske linje.
– Opbakningen til de højreekstreme partier er også et udtryk for en protest mod det eksisterende politiske system, eller de politikere som repræsenterer de eksisterende partier. På den måde er det lige så meget en proteststemme imod det eksisterende, som et ønske om en form for forandring, forklarer Chris Holmsted Larsen.
Anden runde af det franske lokalvalg bliver afholdt på søndag d. 30 marts.