Statistik fra Undervisningsministeriet viser, at gennemsnittet ved mundtlige gruppeeksamener i 9. klasse gav et lavere karaktergennemsnit end ved individuelle eksamener. Karaktergennemsnittet ved gruppeeksamener lå på 5,14 op imod karaktergennemsnittet ved individuelle eksamener som lå på 6,84, viser statistik fra databanken på undervisningsministeriets hjemmeside.
Ingen evidens for bedre karakterer
Da der ikke er lavet undersøgelser for, at karaktererne fremover vil ændres, mener kontorchef for Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen under ministeriet for Børn og Undervisning Tine Bak ikke, at der er evidens for, at karaktererne ændres, når gruppeeksamener bliver genindført.
Tine Bak mener ikke, at gruppeeksamener er indført for at fokusere på karaktererne.
”Gruppeeksamener er til for at afspejle virkeligheden og ikke for at tilgodese elevernes behov for bedre karakterer,” siger hun.
”Det at eleverne får mulighed for, at have en faglig dialog kan fremme en bedre faglig præstation, da det er en situation man er vant til og kender fra undervisningen,” fortæller hun.Tine Bak mener derfor ikke, at gruppeeksamen nødvendigvis medfører dårligere karakterer.
De dårligste karakterer kan udjævnes
Danske Skoleelevers formand Vera Rosenbeck mener ikke, at det overordnede karakterbilledet kan måles ud fra gruppeeksamener eller ej, men at man ved gruppeeksamener vil give færre af de helt lave karakterer.
”Det vi håber på og tror at se, er, at der bliver givet færre af de lave karakterer på baggrund af de dårlige performances,” fortæller hun.
Ved at genindføre gruppeeksamener hjælper man de elever der lider af eksamensangst, og derved kan en del af de dårligste karakterer reduceres, mener Vera Rosenbeck.
”Vi håber på, at de lave karakterer, der gives til de elever, der bliver rigtig nervøse, og hvor klappen går ned i eksamenslokalet, at de langsomt bliver udjævnet, fordi prøveformen er lettere at forholde sig til ved en gruppeprøve,” siger hun.
”Det er klart, hvis man står overfor en elev, der ikke har kompetencen til at give andet end en lav karakter, så er det sådan, det vil gruppeeksamen ikke kunne rykke på,” fortsætter hun.
Karakteren skal ikke være afgørende
Formand for Lærerstuderendes Landskreds, Tobias Holst, mener ikke, at formålet med gruppeeksamener er at hjælpe de elever, der ikke selv er i stand til at gå til eksamen, fordi de er nervøse.
”Jeg synes at gruppeeksamener er en fantastisk idé, fordi de afspejler, hvad man gør i den virkelige verden,” siger han
”Gruppeeksamener kan forhåbentlig betyde, at man arbejder på en måde, der er brugbar og anvendelig i det virkelige liv. Det er jo nærmest kun til jobsamtaler, hvor man sidder i lignende situation som ved individuelle eksamener,” fortsætter han.
Tobias Holst håber, at Vera Rosenbeck vil overveje, at det rent faktisk kan bruges til noget i virkeligheden og ikke kun handler om karakterer til eksamen.
Kommunikationsmedarbejder ved Danmarks Læreforening Niels Voss forstår tværtimod godt Vera Rosenbecks udtalelser om, at hvis en elev er meget utryg ved eksamenssituationen, så kan tryggere forhold give en bedre karakter.
”For nogle elever kan det være en god social støtte at gå til eksamen som gruppe og føler sig tryg i gruppen, det ser vi som en sidegevinst, men det er ikke derfor, at vi synes at gruppeeksamen er vigtig,” siger han.
”For os er det vigtigt, at eksamensformen afspejler skolens hverdag. Det skal ikke hjælpe som sådan den enkelte i at få bedre karakterer, men det skal afspejle skolens hverdag. Hvis det så betyder at den enkelte føler sig mere tryg og derved kan præstere bedre, så er det blot en sidegevinst,” tilføjer han.
Læs også: Gruppeeksamen bliver genoplivet