Senere i denne uge vil medlem af Europa-Parlamentet Jens Rohde (V) spørge EU-Kommissionen, om der er en god grund til, at vi stiller vores ure efter sommer- og vintertid. EU-Kommissionen har lavet de gældende regler for sommertid, og hvis de ikke kan bevise en energibesparelse, ser Jens Rohde helst bare »en lidt tosset lovgivning« afskaffet:
”Hvis ikke man kan give en begrundelse for, hvorfor man har sommertid og vintertid, der giver en energimæssig og økonomisk mening, så kan man jo lige så godt afskaffe det,” siger Jens Rohde.
En dyr time
Uden en energibesparelse på samlet europæisk plan, ser Jens Rohde ingen grund til at bevare sommertid, som han kalder »noget værre pjat«. Ifølge ham er der flere gode grunde til at lade sommertid være fortid:
”Nogle synes det er forfærdeligt, mens andre synes det er meget hyggeligt. Men i forhold til de omkostninger, der jo er forbundet med det, både for virksomheder – altså sommerkøreplaner og vinterkøreplaner, og hvad ved jeg, så er der jo mange komplikationer,” siger han.
Derfor finder han det meget relevant at spørge EU-Kommissionen, hvorfor der stadig eksisterer et tidsskifte, der »forvirrer både mennesker og dyr«.
»Andre spørgsmål er vigtigere«
Sommertid blev indført i 1980 for at spare på strømmen i sommerhalvåret, men ifølge målinger fra DONG Energy har det ikke længere nogen betydning for tallet på el-regningen. Modsat Jens Rohde (V) ser EU-parlamentariker Ole Christensen (S) ikke grund til at ændre reglerne:
”Det er ikke noget jeg vil tage et initiativ til. Jeg synes egentlig det fungerer okay. Jeg synes, der er andre spørgsmål der er vigtigere,” siger han, og tilføjer:
”Der er jo desværre nogle mennesker der bliver ramt, som har rigtig svært ved at omstille det indre ur. Det synes jeg, selvfølgelig er ærgerligt for dem, men ellers hører jeg faktisk ikke om nogen, som synes, det er en tåbelig lovgivning,” siger Ole Christensen.
Vejen mod en ny tidslovgivning
Jens Rohde vil stille spørgsmålet om meningen med sommertid til EU-Kommissionen i denne uge, hvorefter der går seks uger, før EU-Kommissionens svar kommer. Til den tid vil Jens Rohde drøfte svaret med den liberale gruppe i EU-Parlamentet, og hvis der ikke er bevis for strømbesparelser i sommerperioden, ser Jens Rohde vejen banet for et nyt regelsæt:
”Så skal man ind og vedtage et nyt direktiv, som afskaffer det eksisterende direktiv. Og så må man se, om landene kan blive enige om det. For det er helt afgørende, at landene er enige om det,” påpeger Jens Rohde.
Læs også: