Krigen mod dræbersnegle er skudt i gang

Nu er det ved at blive forår, og det betyder at kampen mod dræbersneglene begynder.

Nu er det ved at blive forår, og det betyder at kampen mod dræbersneglene begynder.

Hvis man vil nyde jordbær, salat og ærter fra egen have til sommer, er det nu der skal sættes ind i kampen mod dræbersneglene.
 

I løbet af marts og april kommer den iberiske skovsnegl, bedre kendt som dræbersneglen, nemlig ud af sit vinterhi. Derfor er det allerede nu, man skal tage hånd om problemet.

››Det er nu, du skal have en plasticbøtte med ud i haven og samle sneglene,‹‹ siger Karna Maj, som er redaktør på www.havenyt.dk.

››Du kan ikke udrydde dræbersnegle. Du kan minimere antallet,‹‹ siger hun.

Og det gør man ved at samle dem ind og aflive dem ved at hælde kogende vand over dem.

Find deres yndlingssteder
Vil man finde sneglene i sin have, er det en god ide at lede mørke og fugtige steder. Det er nemlig sneglenes yndlings opholdssteder.

››Om dagen søger sneglene hen til fugtige og skyggede forhold,‹‹ siger Karna Maj.

Det er en viden, som man kan gøre brug af i sin bekæmpelse af dræbersneglene. Man skal derfor finde de fugtige og skyggefulde steder i ens have. Det vil sige, at man eksempelvis skal lede under træer og buske.

Hvis man ikke har naturligt fugtige og skyggerige steder i sin have, kan man selv oprette dem.
Man kan f.eks. lægge nogle træbrædder eller plasticposer på jorden. Her vil dræbersneglene så søge hen, og så kan man nemt samle dem ind og derefter aflive dem.

Samarbejd med andre dyr
Myten om, at dræbersneglene ingen naturlige fjender har, er ikke sand. Derfor kan det også være en god ide at alliere sig med andre dyr. Fugle, pindsvin, frøer og biller er nogle af de dyr, der er gode i krigen mod dræbersneglene.
 

Derfor skal man sørge for at have en have, hvor dræbersneglens naturlige fjender gerne vil være. Læg f.eks. brød ud til fugle, vand til pindsvin, frøer og skrubtudser, der også spise sneglene.
 

Ens for alle disse dyr er, at de spiser sneglenes æg og unger. Hvis man vil have bugt med de fuldvoksne dræbersnegle, skal man dog have fat i et par ænder. De spiser nemlig både de store og de små. Men der er god fornuft i at gå efter de små snegleunger.

››Jo flere du kan tage af de små jo bedre er det. Det er der man virkelig kan gøre en forskel, for så formerer de sig ikke,‹‹ siger Karna Maj.
 

Og lige nu er der kun de små snegle i haverne, så det er altså nu man som haveejer skal ud med spanden og handskerne. Handskerne er i øvrigt et vigtigt arbejdsredskab i indsamlingen, da sneglene kan være smittebærer af f.eks. salmonella.

Læs også:

Havefolk: Plænerobotter bliver hvermandseje

Dyrk dine egne krydderurter