Tillid, åbenhed og dialog. Det er nøgleord i regeringens nye moderniseringsreform, som nu møder stærk kritik fra Danmarks Lærerforening. Lærerforeningen mener, at reformen blot skal indføre mere kontrol.
– Det klinger hult, siger Bjørn Hansen, Formand for Skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening (DLF). Moderniseringsreform er lavet i samarbejde med FTF, KL, Danske Regioner, OAO og Akademikerne.
Bjørn Hansen peger på, er der generelt er mistillid fra lærerne, der skyldes konsekvensen af lærerkonflikten under sidste års overenskomstforhandlinger. Her føler lærerne ikke, de blev hørt, men at de i stedet fik trukket en aftale ned over hovedet, de ikke var enige i. Bjørn Hansen mener derfor, den nye reform er kontrastfyldt i forhold til regeringens ageren under konflikten.
– DLF har sagt, vi ikke ønsker at gå ind i tillidsreformen, fordi den bygger på en masse ting, vi grundlæggende synes, er rigtige nok, men den tillid til lærerne den var der ikke sidste år, og der følte vi ikke, der var nogen, der spurgte os om nogen ting, siger Bjørn Hansen.
Kontrastfyldt ageren
Bjørn Hansen frygter også, at ordlyden i flere af principperne kan drejes. Han frygter at første princip, der retter fokus på mål og resultater, kommer til at handle om kontrol i stedet.
– Selvfølgelig skal der være mål og opfølgning af resultater, men når man laver et samarbejde med McKinsey, der skal kontrollere og lægge retningslinjer, så føler vi, det ikke kommer til at hedde mål og resultater, men kontrol i stedet. Og kontrol er vi ikke enige i, der skal fokuseres på, påpeger han.
Fælles ansvar
Annette Lind, folkeskole- og undervisningsordfører (S), affejer DLFs bekymring om kontrol. Hun siger, at DLF ikke behøver at bekymre sig om Mckinseys rolle. Konsulentfirmaet skal ikke være et kontrolorgan, men blot give regeringen råd og vejledning, som kan kobles på elevplanerne, og skabe grundlag for fremadrettet evaluering. Undervisningsordføren understreger samtidigt, at hun, uanset DLFs kritik, mener, at dialog er vejen frem og sender en opfordring af sted til Danmarks Lærerforening. Lærerforeningen har nemlig også et ansvar for, at folkeskolen bliver den bedste udgave af sig selv, mener Annette Lind.
– Jeg synes altid, dialog er den rigtige vej, og det er det, vi skal bestræbe os på. Vi har et fælles ansvar for at få den bedste folkeskole overhovedet. Derfor mener jeg, DLF skal gå ind i det her med åben pande, ligesom vi vil gøre i regeringen. Vores mål er, at vi skal have de dygtigste elever, vi overhovedet kan få, de skal trives i folkeskolen, og det skal vi have uanset social baggrund, siger hun.