L’Oréal afviser anklager om børnearbejde

Børnearbejde i Indien
Kosmetikvirksomheden L’Oréal blev i sidste uge anklaget for at bruge børnearbejde i deres produktion. Nu svarer L’Oréal på anklagerne. Foto: Peter Bengtsen, fotografi fra DanWatchs rapport: ‘Hvem lider for skønheden’.

Med hammer og mejsel arbejder de helt ned til fem årige-børn i snævre mineskakter, der har stor risiko for at styrte sammen. De hakker mineralet mika løs  i syv-otte timer i døgnet for bare to kroner i timen, så forbrugere rundt om i verden kan få glimmer i deres kosmetik.

Kosmetikgiganten L’Oréal er en af de virksomheder, der står for skud i en ny rapport udgivet af non-profit organisationen DanWatch, der anklager flere internationale kosmetikproducenter for at bruge børnearbejde i Indien.

Kritikken får nu L’Oréal til at undersøge forholdene omkring børnearbejde, der bliver beskrevet i rapporten.

L’Oréal har totalt forbud mod beskæftigelse af børn under 16 år, og det gælder også for vores leverandører. Vi tager denne sag meget alvorligt, og vi foretager undersøgelser for at sikre, at vores leverandører overholder vores politik.
Kommunikationsdirektør for L’Oréal, Sonja Christensen.

Mangel på krav til eksportører

Kritikken fra DanWatch lyder bl.a. på, at de indiske eksportører til kosmetikfirmaerne ikke stiller krav om, hvorvidt der må bruges børnearbejde til udgravningen af mineralet Mika, der bruges i mange kosmetikprodukter.

DanWatch har bl.a. været i kontakt med de to største opkøbere af Mika, den tyske grossist Merck og kinesiske Kuncai. Kuncai der bl.a. leverer til L’Oréal og Intercos, stiller ikke krav til brugen af børnearbejde, mens Merch stiller krav om, at der ikke må være børnearbejde bag den mika, de opkøber.

Lokale NGO’er estimerer, at ca. 5000 børn udfører børnearbejde i minerne.

Som noget af det første vil kommunikationsdirektør for L’Oréal, Sonja Christensen, gerne slå fast, at de ikke benytter sig af eksportøren Kuncai.

– L’Oréal anvender ikke den kinesiske leverandør Kuncai, der nævnes i rapporten fra Danwatchs. Vi har i mange år bakket op om vores hovedleverandør Merck i samarbejde med lokale NGO’er, siger Sonja Christensen.

SKAL GODKENDES AF DANWATCH FOR BRUG
Diagram fra DanWatchs rapport. Billedet viser forbindelse mellem firma, eksportør og udvidning af råvarer. Foto: DanWatch.

En alvorlig sag

Sonja Christinsen forklarer, at man hos L’Oréal har taget sine forholdsregler, men alligevel for en sikkerhedsskyld, vil undersøge de beskyldninger, som DanWatch fremstiller.

– Som følge af rapporten vil vi nu undersøge de beskyldninger, der fremsættes, for at sikre at vi ikke har nogen forbindelse til denne leverandør. Hverken direkte eller gennem vores underleverandører.

Sonja Christensen forklarer endvidere, at man tager sagen utrolig alvorligt hos L’Oréal.

– L’Oréal har totalt forbud mod beskæftigelse af børn under 16, og det gælder også for vores leverandører. Vi tager denne sag meget alvorligt, og vi foretager undersøgelser for at sikre, at vores leverandører overholder vores politik.

Børnearbejde er umuligt at undgå

Rådgiver for Red Barnet, Birgit Lundbak, mener dog ikke, at L’Oréal 100 procent kan sige, at der ikke indgår børnearbejde i deres produktion. Hun mener, at produktionen i ulandene er så kompleks, at det er svært for nogen virksomheder overhovedet at kunne sige, at de ikke har børnearbejde i deres produktion.

Børnearbejde er mange ting, og børn og unge har ret til at arbejde, hvis det foregår under sikre forhold og med opgaver svarende til deres alder. De har også brug for at arbejde for at sikre deres og familiens overlevelse. 
Rådgiver for Red Barnet, Birgit Lundbak.

– Min erfaring fra arbejde i Bangladesh er, at ingen virksomheder kan garantere, at de ikke bruger børnearbejde. Det mener jeg generelt ikke, at nogen kan, da der ofte er mange og skiftende led i en produktion i udviklingslandene, siger hun.

Birgit Lundbak forklarer, at det er vigtigt, at vi husker, at børnearbejde er flere ting og ikke nødvendigvis skal fjernes.

– Børnearbejde er mange ting, og børn og unge har ret til at arbejde, hvis det foregår under sikre forhold og med opgaver svarende til deres alder. De har også brug for at arbejde for at sikre deres og familiens overlevelse, siger hun.

Hos Red Barnet mener man, at virksomheder bør være mere proaktive. Virksomheder bør tage ansvar og f.eks. uddanne og give børnene nogle ordentlige vilkår at arbejde under. De skal ikke bare fokusere på at holde børn og unge ude af produktionen, forklarer Birgit Lundbak.

Udvis social ansvarlighed

I UNICEF tager man denne sag meget alvorligt og understreger, at social ansvarlighed også gælder i sidste led af produktionen.

– Vores generelle holdning er, at alle virksomheder har et ansvar i forhold til de samfund og markeder, de arbejder, producerer og sælger i. Udvisning af social ansvarlighed gælder også i forhold til de leverandører, der samarbejdes med, siger Kommunikationsmedarbejder i UNICEF, Jakob Solville-Ebeling.

Selvom børnearbejde er et vigtigt emne for UNICEF, er det også vigtigt at forstå, at kravene til virksomheders socialprofil kan virke overvældene for mange virksomheder, forklarer Jakob Solville-Ebeling.

Fra lokale til direktionsgangen 

Jakob Solville-Ebeling forklarer, hvordan UNICEF oplevede, at møbelgiganten IKEA havde et lignende problem tilbage i 2001.

– Som så mange andre virksomheder har IKEA rykket en stor del a produktionen til den tredje verden, og i 2001 kom de til UNICEF og sagde, at de havde brug for hjælp. Siden er fokus på børnearbejde blevet en del af IKEA’s CSR-strategi, som gennemsyrer hele virksomheden, fra lokale leverandører til medarbejdere og direktionsgang, forklarer han.

Jakob Solville-Ebeling håber nu på, at det er en inspiration, som flere virksomheder, heriblandt L’Oréal, vil overveje.

Tal fra DanWatch Rapport

  • 7 af de 16 undersøgte virksomheder støtter, ifølge deres hjemmesider, standarder, der påbyder bekæmpelse af børnearbejde.
  • 1 ud af de 16 undersøgte virksomheder oplyser, at dens leverandører har en politik, der forbyder ulovlig mika og børnearbejde.
  • 2 af de 16 undersøgte virksomheder oplyser, at de køber mika i Indien og har initiativer til bekæmpelse af børnearbejde i mika-industrien i Indien.
  • 2 af de 15 undersøgte virksomheder oplyser, at de ikke køber mika i Indien.
  • 12 af de 16 undersøgte virksomheder, oplyser ikke, hvor deres mika stammer fra.