
Efter et års ventetid kan man som fodboldspiller i Lyngby Idrætsby se frem til at drible på splinternye kunstgræstæpper fra næste vintersæsons begyndelse. Ifølge en pressemeddelelse fra Lyngby-Taarbæk Kommune forventes fire nye kunstgræsbaner at stå klar efter efterårsferien. Tre af dem bygges i Lyngby Idrætsby og en ved Virumgårds Jorde i Virum-Sorgenfri.
Byggeriet af banerne var oprindeligt sat til at skulle starte i april 2025, men blev udskudt på grund af risiko for forurening af grundvandet. Men da alle tilladelser var på plads, kunne byggeriet begynde d. 8. april.
De tre nye baner skal gøre skal det nemmere at fordele banerne mellem de mange hold og årgange. Før har der kun været to kunstgræsbaner i Lyngby Idrætspark og kun en i Virumgård, så det bliver også en forøgelse i antallet af kunstgræsbaner i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Læs også: Høje-Taastrup: Stort DBU projekt kan gavne lokale klubber

Accepterer vilkårene, miljøet kommer først
Ud af de tre baner der bygges i Lyngby Idrætsby, er to af dem med kork-infill, som er et miljøvenligt alternativ til det sædvanlige gummi-infill. Den sidste bane får dog et gummi-infill, men ifølge kommunen følger afvanding af kloak og rensningsanlæg med for at sikre, at grundvandet beskyttes mod forurening.
Brugen af kork som alternativ til gummi ses mange steder i landet, som resultat af EU’s forbud mod brugen af gummi. Kunstgræsbaner må ikke installeres med gummi-infill fra efteråret 2031. Lyngby-Taarbæk har også valgt at hoppe med på kork-trenden. Men selvom, at kork skåner miljøet, er det ikke uden problemer. Specielt ikke for et nordisk land som Danmark, der om vinteren kan opleve frosttemperature. Kunstgræsbaner med kork-infill må man ikke spille på i frostgrader, hvilket kan være en stor udfordring, når kunstgræsbanerne oprindeligt skulle tages i brug i vintersæsonen.
Fakta om Lyngby Idrætsby:
- Hjemsted for 25 foreninger
- Ca. 12000 medlemmer
- Lyngby Boldklub, Lundtofte Boldklub og Taarbæk IF bruger kunstgræsbanerne om vinteren
- Lyngby Stadion med plads til ca. 10000 tilskuere
- Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune
Kristian Stousgaard Jakobsen, projektleder og landskabsarkitekt i Lyngby-Taarbæk Kommune, anerkender risikoen for, at frostvejr kan gøre banerne ukampdygtige, men siger at samarbejde blandt foreningerne godt kan løse problemet:
– Det kan give nogle problemer i forhold til frost, men vi har kigget på de baner i Københavns Kommune, hvor de har haft meget få stop på banerne. Selvfølgelig har vi lige haft en vinter, som har været problematisk, men det er en risiko man må tage, og så må man lave noget andet i den måned (hvor der er frost). Nu bliver den ene jo også med gummigranulat. I tilfælde af frost er det op til dommeren at vurdere, om banen er brugbar.
Kommunen står altså ikke klar med en løsning i tilfælde af frost, men accepterer vilkårene. Dog tilføjer Kristian Stousgaard Jakobsen, at klubberne, der skal dele banerne mellem sig, har et godt samarbejde, som indtil nu har gjort, at en fordeling har været mulig.
Birger Jørgen, chef for Stadion og Byggeri i Lyngby Boldklub, er også klar over risikoen og accepterer vilkårene, men påpeger, at den ene bane bygges med gummi-infill og vil være kampdygtig under alle vejrforhold.
Derudover er han positiv over at kunne tilbyde medlemmer mere banetid:
– Isoleret ser bliver der mere banetid, og det skal gælde for unge og gamle, drenge og piger og de forskellige klubber, der er i kommunen her. Så flere baner, mere banetid og mere at deles om.
Sådan gjorde jeg: Jeg så, at nyheden allerede var blevet dækket og begyndte at tænke på andre vinkler, der ville kunne svare på spørgsmålet: ”Hvad er det nye?”. Her kom mine egne erfaringer mig til gode, fordi jeg allerede havde viden om emnet, og vidste at kork-infill kunstgræsbaner ikke kom uden risici. Dermed besluttede jeg mig at forholde mig kritisk til beslutningerne og være ond mode de gode.