Idag bliver det afgjort, om op mod 200 ansatte skal fyres fra sygehusene i Region Sjælland. Foto: Pixabay.
Ann Søgaard, der er sektorformand for Social og Sundhedssektoren i fagforeningen FOA, skal idag deltage i et stort forhandlingsmøde mellem sygehusene og en lang række fagforeninger.
Og efter at hun igår så materialet til mødet, var hun ikke optimistisk.
– Det er med bekymret mine, at vi går til forhandlingerne i morgen, fortalte Ann Søgaard igår, der vurderer, at op mod 200 kan stå til at blive fyret.
Præcis hvor mange, der risikerer at blive fyret bliver først klart kort inden forhandlingerne idag, hvor blandt andre FOA, HK, Dansk Sygeplejeråd, Yngre Læger og Dansk Journalistforbund skal deltage. Men allerede nu kan Ann Søgaard forudsige, at faggrupperne, der rammes, er alt fra pressefolk til portører.
– Det ser ud til, at det kommer til at ramme over hele linjen. Rigtig mange lægesekretærer, social- og sundhedsassistenter og faktisk også en journalist. Og vi frygter, at det desværre også kommer til at gå ud over rigtig mange af vores medlemmer, siger Ann Søgaard.
Arbejdsgiverne skal i løbet af idag redegør for, hvad der ligger til grund for massefyringerne, og efterfølgende skal der forhandles mellem parterne om, hvorvidt nogle ansatte istedet kan stilles andre jobmuligheder i udsigt, for at undgå så mange fyringer som muligt.
FOA: Man skærer, selvom der mangler hænder
Massefyringen kommer i en tid, hvor der i langt tid har manglet hænder i Region Sjælland, fortæller Ann Søgaard.
Ifølge hende har det nemlig længe været et problem at få dækket vagterne rundt omkring på sygehusene i regionen. Hverdagen på diverse hospitaler i Region Sjælland har været præget af vikarer og ansatte på overarbejde. Dette har været nødvendigt for at stille med bemanding til regionens borgere 24 timer i døgnet.
Nu rammes regionen af en massiv masseafskedigelse, hvilket ene og alene kan efterlade regionens patienter med dårligere behandling, vurderer Ann Søgaard.
– I halvandet års tid har man talt om, at der mangler hænder på sygehusene, og alligvel skærer man ned. Det bliver jo svært at være patient efter det her, for hvem skal tage sig af de syge og deres pårørende, spørger Ann Søgaard.
Lægesekretærer rammes kan have konsekvenser for patientsikkerheden
Også i HK er man bange for, at dagens forhandlinger vil ramme medlemmerne hårdt.
Formanden for HK Kommunal Sjælland forudser, at op mod 50 lægesekretærer må vinke farvel til posten i Region Sjælland, på trods af at 10% af lægesekretærene i regionen allerede har forladt stillingen.
Han mener, at de massive fyringer af lægesekretærene kan få konsekvenser for patientsikkerheden.
– Jeg frygter for, hvad der sker med patientsikkerheden. Det er jo lægesekretærerne, der koordinerer afbud, eller tager opgaver på det her administrative område, hvor lægen så har tid til at tage sig af patienterne. Det samme gør sig gældende for sygeplejerskerne, fortæller Michael Rosenberg, formand i HK Kommunal Sjællands bestyrelse, og fortsætter:
– De får ikke frigjort deres tid til at være sammen med patienten, som de egentligt er uddannet til.
Michael Rosenberg frygter altså at en yderligere beskæring af lægesekretærer vil have konsekvenser for den behandling patienterne kan modtage ved deres læge, da det på den lange bane vil betyde, at lægerne vil blive pålagt mere administrativt arbejde, og vil have mindre tid med patienterne.
Mødet forgår idag tirsdag den 23. oktober fra 9-12.
Ingen politikere i Region Sjælland har kommentarer forud for morgendagens forhandlinger.