Kun omkring 50 var kvinder ud af de ca. 400 deltagere, som i weekenden deltog i de Nye Borgerliges første landsmøde. Samme mangel på kvinder ser man også i meningsmålingerne, hvor 80 procent af deres vælgere er mænd, hvis der var valg i dag. Det viser en måling fortaget af Epinion for DR. Det er dog ikke noget, der bekymrer formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund.
– Jeg går ikke så meget op i, om vores vælgere har bryster eller ej, siger Pernille Vermund, som mener, at det er en generel tendens blandt borgerlige partier at tiltrække mandlige vælgere.
Læs også: Megafon: Nye Borgerlige vil øge risiko for fejl i meningsmålinger
De borgerlige partier tiltrækker ganske rigtigt flest mænd i følge Epinion. Men Nye Borgerlige bon’er ekstra meget ud hos den vælgerskare. Den nærmeste konkurrent er Liberal Alliance med en mandelig vælgerandel på 69,2 procent.
Så stor en andel af partiernes vælgere er mænd
- Socialdemokratiet 45,2%
- Radikale Venstre 45,1%
- Konservative Folkeparti 61,5%
- Nye Borgerlige 79,8%
- Socialistisk Folkeparti 35 %
- Liberal Alliance 69,2%
- Dansk Folkeparti 60,2%
- Venstre 50,1%
- Enhedslisten 33,3%
- Alternativet 41,3%
Kilde: Epinion d. 20. oktober 2016
Vermund tiltrækker såkaldte dobbelt højreorienterede
At Nye Borgerlige primært tiltrækker mænd, undrer ikke valgforsker Kenneth Thue Nielsen fra methods.dk, der peger på Nye Borgerliges cocktail af en stram udlændingepolitik og liberale økonomisk politik som den primære årsag.
– Nye Borgerliges politik appellerer til de vælgere, vi kalder for dobbelt højreorienterede. Altså dem, der ønsker en stram udlændingepolitik og en liberal økonomisk politik. Og vi ved fra undersøgelser, at mænd er overrepræsenteret i den gruppe, siger valgforsker Kenneth Thue Nielsen, der ligeledes understreger, at dén vælgerskare er ældre end den gennemsnitlige vælger. Og for Nye Borgerlige er det heller ingen undtagelse.
Læs også: Kenneth Thue: Her er de fire ekstreme vælgergrupper
Kun 1,1 procent af de unge mellem 18- og 34-årige ønsker partiet valgt ind i følge Epinion, og til partiets første meningsmåling foretaget af Megafon d. 23. og 24. september viste det sig også, at partiet appellerede til vælgere mellem 40 og 69 år.
Derfor har Vermund ikke fat i kvinderne
Nye Borgerliges tiltrækning af ældre mænd har kønsforskere Karen Sjørup fra Roskilde Universitet en enkel forklaring på:
Det er ældre mænd, der får mest ud af Nye Borgerliges politik, for de er overrepræsenteret i det private erhvervsliv, hvor Nye Borgerlige bl.a. vil give skattelettelser, siger Karen Sjørup, der ligeledes forklarer, hvorfor kvinderne ikke i samme grad finder partiet interessant.
– Kvinderne er overrepræsenteret i den offentlige sektor, hvor Nye Borgerlige vil skære markant. Ligesom vi også ved fra forskning, at kvinder har generelt en mere humanistisk holdning til flygtninge- og indvandrerspørgsmål, hvilket man ikke kan påstå, at Nye Borgerlige har, siger Sjørup.
Den overrepræsentation af mandlige vælgere Nye Borgerlige har, kan også ses i partiets ligestillingspolitik, forklarer Sjørup.
– Deres tiltrækning af primært mænd, viser sig også i partiets ligestillingspolitik. Den er næsten ikke eksisterende, og hvis de kommer til magten, vil det heller ikke være noget, de interesserer sig for, så længe deres vælgere primært er mænd, siger Sjørup.