Piraterne, der hærger ud for Somalias kyst, bortfører søfolk, holder dem fanget i månedsvis og slår dem ihjel, hvis piraternes krav ikke bliver efterkommet. Problemet er så omfattende, at pirateri er blevet en større del af undervisningen af kommende søfolk på Danmarks største maritime uddannelsesinstitution, SIMAC.
»Der er blevet lavet ændringer i uddannelsen som følge af pirateri. Blandt andet når eleverne skal lære at planlægge ruter. Men også i forhold til de psykologiske elementer, der er i forbindelse med pirateriet – hvordan man reagerer på det her,« siger Jan Askholm, der er studierektor på SIMAC.
Men den øgede fokus pirateri i undervisningen er tilsyneladende ikke nok for de studerende på SIMAC.
»Vi har haft en række aftenforedrag om pirateri, og de har været meget flittigt besøgt af de studerende. Så det er noget, de selvfølgelig bekymrer sig om og tager alvorligt,« siger Jan Askholm.
Unge bliver ikke skræmt væk
Så sent som i lørdags blev et Mærsk-skib angrebet af pirater, uden piraterne dog lykkedes med deres aktion. Det er tredje gang i år, at et Mærsk-skib er forsøgt kapret, og de mange kapringer og kapringsforsøg påvirker eleverne på SIMAC.
»Det er noget, vi taler om, og det er noget, eleverne er bekymrede for, men det er ikke noget, der mig bekendt har fået nogen til at vælge et andet erhverv,« siger Jan Askholm.
På trods af de risici, der er forbundet med at sejle i de piratfyldte verdenshave, oplever SIMAC stadig stor interesse for de maritime uddannelser.
»Pirateri har ikke betydet svigtende optag på vores uddannelser, slet ikke,« siger Jan Askholm.
SIMAC optager ca. 150 nye studerende årligt fordelt på skolens tre uddannelser: Skibsofficer, skibsfører og maskinmester.
Læs også
Skibsredere: Sænk piraternes moderskibe
Somaliere kræver erstatning for sørøveranholdelse