Bør læreruddannelsen udvides til fem år? Skal den for fremtiden være en universitetsuddannelse?
Det er blot nogle af de spørgsmål, som en ny kommision nedsat af uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers skal diskutere. Den har til formål at komme med et bud på en “ambitiøs” læreruddannelse.
Lidt firkantet sat op, så er et ekstra praktikår ikke det, som kan ‘’redde’’ læreruddannelsen.
Emil Hemmingsen, konsulent hos Danmarks Lærerforening
Spørger man de lærerstuderende, vil de hellere have flere midler til praktisk erfaring i løbet af uddannelsen. Det synspunkt bakker formand for foreningen Skole og Forældre, Rasmus Edelberg, op om, og han foreslår, at det kunne ske ved at tilføje et ekstra praktikår til uddannelsen.
– Man kunne lave en ordning lidt ligesom på medicinstudiet, hvor de nyuddannede læger turnerer rundt på forskellige hospitalsafdelinger efter deres uddannelse og får praksis ind under huden. Man skulle være mere opmærksom på at få sluset nye lærere ordentligt ind i klasserne og ordentligt ind i skolen generelt, siger han.
– Altså et ekstra praksisår, inden de er helt færdige med at studere, siger Rasmus Edelberg.
Usikre på praksis
Det er Rasmus Edelbergs indtryk, at de nyuddannede lærere er usikre på de praktiske aspekter i forhold til arbejdet som folkeskolelærer.
– Lærernes grundfaglighed er på plads. Der hvor de nye lærer fortæller, at de er udfordrede, er i forhold til praksis, siger han.
Læs også: Lærerstuderende vil have klima på skoleskemaet
Her tænker han særligt på det daglige arbejde med eleverne, samarbejdet med forældrene og inklusionsdagsordener.
Han har dog ikke nogen holdning til uddannelsens længde eller akademiske niveau:
– Jeg har ikke på den måde en holdning til, om uddannelse skal være tilknyttet et universitet, eller hvor lang tid den skal tage. Det vigtigste er, at den klæder lærerne godt nok på til den praksis, de møder, siger han.
Danmarks Lærerforening: Et ekstra praktikår kan ikke “redde” læreruddannelsen
Konsulent i sekretariatet i Danmarks Lærerforening Emil Hemmingsen mener ikke, at et ekstra praktikår nødvendigvis vil forbedre læreruddannelsen:
– Lidt firkantet sat op, så er et ekstra praktikår ikke det, som kan ‘’redde’’ læreruddannelsen. Det er et lidt for snævert syn på, hvad der egentlig er tiltrængt, siger han.
– Vores holdning i Danmarks Lærerforening er, at det bør undersøges, hvad uddannelsen har behov for – det bør være et produkt af en længere debat og et lidt større vue på, hvad der egentlig er brug for.
Læs også: Lærerstuderende: Ja til fleksibilitet, nej til låste arbejdstider
Danmarks Lærerforenings holdning er, at den nuværende undervisningen – både teori og praksis – bør knyttes tættere sammen med forskning på det pædagogiske område.
– Vores holdning er, at læreruddannelsen skal koble undervisningen og forskning på området tættere sammen. Derfor har vi hverken fokus på udelukkende en akademisering eller udelukkende på praktikken. Hvis forslaget alene er ét års ekstra praktik, så er det ikke det, vi mener, der er behov for, siger Emil Hemmingsen.
Han afviser dog ikke, at et ekstra praktikår kan være en del af løsningen, men han mener ikke, at det kan stå alene i en optimering af læreruddannelse.
Journalisten har også kontaktet Lærerstuderendes Landskreds for en kommentar, men de er ikke vendt tilbage inden deadline.
Sådan gjorde vi: Flere medier har skrevet om den nye kommision og idéen til artiklen udsprang af den omtale. Begge interviews er foretaget per telefon.