Segwayselskab får ny familiebil

Segwayfirma investerer i elbiler
Segwayfirma investerer i elbiler. Foto: morguefile

Selvom tiåret for segwayens indtog i Danmark allerede har indtruffet, er interessen for de tohjulede alternativer til cykler stadig eksplosivt stigende. Den store opmærksomhed har givet udlejningsfirmaet Go-Segway blod på tanden, og til sommer lancerer de en firehjulet storebror, nemlig elbilen.

Nem og effektiv sightseeing

Formålet, med de nye elbiler, er det samme som med segways, nemlig at turister og andre med interesse for at opleve København skal kunne komme nemt og effektivt rundt i byen.

– I modsætning til vores segways, har elbilerne plads til flere personer, frem for blot en enkelt. Vi har i sinde at installere ruter og GPS i bilerne, så vores gæster nemt kan navigere i København, fortæller chefbooker for Go-segways, Uffe Folkmann.

Uffe Folkmann ser et stort potentiale i elbilerne, men er endnu i tvivl om, hvor mange elbiler, firmaet på sigt vil investere i.

Elbilerne i praksis
De nye elbiler er halvåbne, minielbiler med plads til to til tre personer pr. bil. De er bygget på samme måde som el- og minibiler og kan køre 85 km i timen.

Elbiler bør opfylde nye behov

Søren Würtz, der er konsulent hos Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi, er i tvivl om, hvorvidt de nye elbiler får samme succes som segways.

– Segways har fået en vis opmærksomhed, fordi man blot er én enkelt person pr. maskine og derfor har nemmere ved at mobilisere sig. Elbiler er generelt dyre og besværlige, så skal elbilerne blive en succes, bør de opfylde nye behov, som almindelige biler ikke i forvejen opfylder, siger Søren Würtz.

Men ifølge Uffe Folkmann, er Go-Segways elbiler både smartere end almindelige biler og andre slags elbiler.

– I forhold til ordinære biler, er elbiler langt lettere og mere miljøvenlige – og så kan de parkeres gratis. Derudover kan vores elbiler også oplades fra almindelige stikkontakter, modsat andre elbiler, som skal bruge specielle ladestationer, siger Uffe Folkmann.