Hvis du ikke bor i Lyngby, er der en stor chance for, at du endnu ikke har hørt om SF’s nye folketingsmedlem, Sigurd Agersnap. Det kan dog være, at det kommer til at ændre sig.
For Sigurd Agersnap blev i onsdags valgt til Folketinget med det største antal stemmer i Lyngby-Taarbæk kommune blandt alle folketingskandidater. 2887 stemmer blev det til i alt, 1377 af disse blev afgivet i Lyngby-Taarbæk kommune. Sigurd Agersnap siger, at den lokale forankring er afgørende, hvis man skal forklare hans gode valg.
-Det mener jeg er fuldstændigt tydeligt ikke bare i mit valg, men mange steder i landet. Det der med, at sådan en som mig der er lokalt forankret, og som folk kender nede fra Brugsen, det er dem man stemmer på. Dem hvor man ligesom har en fornemmelse af, hvad de står for.
Forankring er vigtigt
Den pointe bakker Roger Buch op. Han er kommunalforsker på DMJX, og har i mange år har forsket i lokal repræsentation i politik. Den lokale forankring hos folketingsmedlemmerne er ifølge ham en afgørende del af demokratiet både før og efter folketingsvalget.
-Lokal forankring er enormt vigtigt, både når man stiller op, men også efter man er blevet valgt. Derfor tager politikerne deres lokalområde enormt seriøst. Man tager på besøg, tager til møder, snakker med lokalpressen og sætter sig ind i lokale sager. Det kan blive rigtigt surt hvis man ikke har lokal forankring og lokal opbakning.
De 5 største stemmeslugere i Lyngby-Taarbæk kommune
1. Sigurd Agersnap(SF)
2. Karen Ellemann(V)
3. Rasmus Jarlov(K)
4. Mattias Tesfaye(S)
5. Stinus Lindgreen(RV)
Kender de lokale problemer
Sigurd Agersnap er en rigtig Lyngby-dreng. Han er er født og opvokset i Virum, og ved siden af hans arbejde som konsulent i DR, er han formand for dagtilbudsudvalget i Lyngby-Taarbæks kommunalbestyrelse. Alt det regner han med at tage med ind i folketingssalen.
-Der betyder helt sikkert noget for, hvilke problemer jeg kender indgående. I Lyngby mangler vi eksempelvis daginstitutionspladser. Det har jeg snakket en del om, og det bør man hjælpe med i Folketinget. Vi har også et problem med generationsforurening i Lundtofte, det er problemer jeg kender ekstra godt.
Men hvordan påvirker den lokalvalgte folketingspolitiker egentlig de lokale sager i Folketinget? Det kan ifølge Roger Buch ske på mange måder:
-Hvis man er heldig, bliver man ordfører, for det område man gerne vil påvirke lokalt. Ellers påvirker man det internt ved at prikke ens ordfører og snakke sin sag, eller ved at udtrykke sin opbakning til den lokale sag i lokalpressen, eller på sociale medier, og på den måde prøve at skabe et pres.
Folketinget er ikke en kommunalbestyrelse
Når Sigurd Agersnap har fået sat sig til rette i folketingssalen, så kommer han dog ikke til at bruge alle hans vågne timer på at føre lokalpolitik for Lyngby. For ham er det en vigtig pointe, at ønsker man at føre kommunalpolitik, bør man sidde i kommunalbestyrelsen.
-Jeg synes godt, man kan sige, at der er for mange folketingspolitikere der burde stille op til en kommunalbestyrelse i stedet. For hvis man har lyst til at detailstyre alt, hvad kommunerne laver, bør man sidde i kommunalbestyrelsen i stedet for i Folketinget.
Sigurd Agersnap kan se frem til at bruge alt sin tid på folketingspolitik fremadrettet. SF’s interne regler forbyder dobbeltmandater, så til næste kommunalbestyrelsesmøde træder han ud af byrådet i Lyngby-Taarbæk.
Sådan gjorde vi:
På kmdvalg.dk stod det d.2/11 klart, at Sigurd Agersnap var blevet valgt til Folketinget med flest stemmer i Lyngby-Taarbæk kommune. Kort derefter blev der foretaget et telefoninterview med Sigurd Agersnap og derefter blev Roger Buch ringet op som ekspertkilde.