Hvor kommer mælken fra? Og kommer ægget virkelig ud af numsen på hønen? Det er bare nogle af de spørgsmål, som danske skoleklasser kan få svar på, når de besøger et dansk landbrug. Og interessen for landbrug er stor. Antallet af skoleklasser, der vil på gårdbesøg, er nemlig steget med 40 % på bare et år, det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse. Fra 1. januar til 12. april 2015 var der, blandt danske skoler, blevet booket hele 182 gårdbesøg. I år er tallet endnu højere, nemlig 261 besøg.
De får lov til at prøve at malke en ko selv, og se hvor mælken kommer fra
Landmand Jan Andersen
Landbrug & Fødevarer står for kontakten mellem de danske landbrug og skolerne, og de er meget glade for, at der er en stigende interesse for landbrug i de danske klasser. De mener, at gårdbesøg er gode, fordi børnene får en unik mulighed for at få kendskab til den mad, som de spiser hver dag.
– Vi syntes, at det er vigtigt, at børn ved, hvor maden kommer fra. Børn, som kender til råvarer og deres oprindelse, er bedre rustet til at kunne lave mad selv. Man ved fra undersøgelser, at børn som selv kan lave mad, på den lange bane også lever sundere, siger Ida Binderup, som er ansvarlig for Landbrug & Fødevarers skoletjeneste.
Læs også: Rekordmange brugte søndagen på gårdbesøg
Ida Binderup mener også, at de mange gårdbesøg er et udtryk for, at erhvervslivet tager et ansvar for børns viden om mad. Gårdbesøg betyder nemlig, at mange børn vokser op og bliver forbrugere og borgere, som har et sundt forhold til mad.
Gårdbesøg skaber glæde i stalden
Det er ikke kun de danske skoleelever, som får noget ud af at besøge et landbrug, det gør landmændene også.
– Jeg kan godt lide, at der kommer nogle glade unger, og det er fedt at kunne fortælle dem, om hvordan vi passer dyrene, siger Jan Andersen, som til dagligt driver Højtoftegården i Lynge. Jan Andersen har været medlem af Landbrug & Fødevarers skoletjeneste i omkring 20 år.
Læs også: Sjællandske økologer inviterer på gårdbesøg
Ligesom hos Landbrug & Fødevarer mener Jan Andersen også, at det er vigtigt, at børn ved, hvor maden kommer fra. Derfor går Jan Andersen også meget op i, at børnene, når de besøger hans gård, får lov til at udforske, hvad gården har at byde på.
– De får lov til at prøve at malke en ko selv, og se hvor mælken kommer fra. De får også lov til at smage på den mælk, som vi laver herude, så de ikke tror, at mælk bare kommer inde fra køleboksen i supermarkedet.
Børnene skal ud i den virkelige verden
Ifølge Ida Binderup skal en af hovedårsagerne til, at der har været en så stor stigning i antallet af gårdbesøg, i høj grad findes i skolereformen.
– De danske skoler er nu ved at lande rigtigt i skolereformen, og de er ved at tage alle reformens mange forskellige dele til sig. En af de ting, som skolerne nu skal, er at samarbejde tættere med det omgivende samfund. Her er gårdbesøg en fin og nem mulighed for at bringe virkeligheden ind i skolen.