Selin Turker og Hanan El Rrami
Freja Lemmer og Laura Baltzer Larsen på 16 år går i 1.g på Høng Gymnasium og har begge tatoveringer. Laura Baltzer Larsen fik den første af sine to tatoveringer allerede som 15-årig til ære for sin afdøde far. Den anden tatovering, som er af to tændstikspiger, fik hun lavet for kun en uge siden hos den samme tatovør.
-Man skulle bare have sine forældre med, de ville ikke have nogen underskrift, siger Laura Baltzer Larsen, som ikke havde besvær med at finde en tatovør, der ville tatovere hende.
16-årig blev tatoveret i Jylland
Freja Lemmer nikker genkendende til oplevelsen. Hun har ligeledes fået en tatoovering, dog hos en anden tatovør. Hun fik tatoveret en mælkebøtte på højre skulder i en pop-up tattooshop i Jylland, som hun besøgte med sin far.
-Han spurgte ikke om ID eller noget, han var lidt ligeglad med, hvor gammel jeg var, fortæller Freja Lemmer til Netavisen.
§ 1. Den, der tatoverer en person under 18 år, straffes med bøde eller hæfte, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der tatoverer en person i hoved, på hals eller på hænder.
Professionelle tatovører oplever stor efterspørgsel fra mindreårige
Netavisen har kontaktet 20 tatoveringssaloner på tværs af landet, som alle oplever stor efterspørgsel fra mindreårige. En af de kontaktede tatovører er Jan Larsen, ejer af Tattoo by Larsen i Ringsted. Han har tatoveret i 35 år og oplever flere gange om ugen, at mindreårige møder op i hans salon med håb om at få en tatovering. De må dog forlade butikken uden resultat.
-Vi afviser dem selvfølgelig, ifølge loven skal man være mindst 18 år for at blive tatoveret, siger Jan Larsen, som er stærk modstander af at tatovere mindreårige.
Læs også: Tattoo-fjerner: Tatoveringer udskiftes som bukser
Jan Larsen fortæller, at det oftest er forældrene, han har diskussionerne med.
-De kan ikke forstå, hvorfor vi ikke vil tatovere deres børn, når de har givet lov, siger Jan Larsen og ryster på hovedet. Han understreger, at uanset forældreaccept er det ulovligt og strafbart med bøde eller hæfte at tatovere på mindreårige.
Uønskede tatoveringer bliver laserbehandlet
Det er ikke kun tatovørerne, som oplever tendensen. I sit daglige arbejde oplever laserspecialisten Jesper Fiskers også ofte, at folk kommer ind med et ønske om at få fjernet en tatovering, de har fået lavet i deres teenageår, som de nu fortryder.
-Det er tit, at folk har fået en tatovering, da de var 16 eller 17, og nu står de som 25-årige og skal ud og finde sig et arbejde, som de får et nej fra pga. en tatovering, de har fået som ung, siger Jesper Fiskers, som oplever situationer som disse oftere og oftere.
Undervisning kan forebygge fortrydelser
Jesper Fiskers mener, at det er vigtigt, at skoler og undervisere fortæller unge om konsekvenserne af at få en tatovering, så de ikke ender med at fortryde det.