Jo mere sex man dyrker og jo flere gange om dagen, jo bedre udfører man også sit arbejde, mener psyko- og parterapeut
Filtret hår, røde kinder, sved på brystkassen og stønnende vejrtrækninger.
Det er aldrig dårligt med en sjov eftermiddag i sengen, men gør man sit lagenarbejde ordentligt, kan man måske ende med også at blive månedens medarbejder.
»Min erfaring siger mig, at sex er positivt og giver glæde. Så hvis man dyrker det noget mere, jamen så smitter det jo også af på alt muligt andet som for eksempel på ens motivation omkring arbejdet,« siger psyko- og parterapeut Martin Østergaard.
Et godt sexliv smitter
Når man forelsker sig, så bliver der sat gang i en strøm af aktiviteter i hjernen. Resultatet er ikke kun, at man er meget lykkelig, men man kan også mærke sit hjerte banke, sine håndflader blive fugtige og ens kinder bliver røde.
Og det er faktisk nogle af de samme mekanismer, der opstår når man dyrker sex, og derfor kan det og kærlighed altså ende med at være en meget motiverende faktor for mange aspekter af ens dagligdag.
»Mere sex er selvfølgelig ikke lig med mere lyst til at arbejde, men som udgangspunkt smitter et godt sexliv jo af på mange andre områder af ens liv. Både humøret, ens lyst til at være udadvendt og i kontakt med andre mennesker, og så ens personlige overskud til blandt andet at arbejde,« siger Martin Østergaard.
Sex er doping
En ting er at dyrke mere sex flere gange, men om man vil tage skridtet videre og eksempelvis pifte selve arbejdsdagen op med nogle frække aftaler, det er op til en selv.
»Der er i hvert fald ingen tvivl om, at sex er den bedste form for acceptabel doping, der overhovedet findes,« siger Martin Østergaard.
Læs også: