Digital udvikling fremmer brætspil-boom

A_Game_Of_Thrones_board_game_detail
For mange er brætspil blevet et naturligt samlingspunkt.
Foto: Wikipedia

Brætspil er blevet en populær måde at tilbringe sin tid med venner, familie og nye mennesker. Men selvom udviklingen til dels er et udtryk for, at folk søger væk fra tv-skærmen og andre digitale enheder, så er den digitale udvikling en vigtig brik i brætspillenes succes. Andreas Lieberoth, ph.d. ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i spilpsykologi, mener, at brætspil-kulturen har vundet meget ved computerspillenes fremdrift.

– De mange nye spil på det digitale marked har påvirket spil-kulturen som helhed, hvilket brætspillene også har nydt godt af, siger han.

Strategispil som Civilization og World of Warcraft blev først udviklet til computer, men er siden udgivet som brætspil. Andreas Lieberoth ser derfor en tendens, hvor den moderne ”gamer-kultur” omfavner fysiske spil på lige fod med dem til computeren. Det har skabt en ny gruppe af spillere, hvilket har formet spillenes karakter.

– Computerspil har skabt en bredere vifte af brætspil. Da Nintendo i sin tid kom ud med deres wii, havde de den strategi for spillene – ’det skal være noget mor også godt kan lide. Noget hun kan være med til, og som hun vil have i sit hus’. Det er kanaliseret over i brætspillene.

Den stigende interesse for brætspil bekræftes af Andreas Norkild Poulsen, kommunikationschef hos Arnold Busck.

– Salget er steget, og der er ingen tegn på, at den udvikling vender. Efter en periode, hvor spillene mistede fodfæste til computerspil, ser det ud til, at deres succes smitter af på hinanden, siger han.

Læs også: Salg af brætspil stormer frem

Smartphones scanner eliksiren

Thomas Vigild, spil-anmelder på Politiken og Weekendavisen, ser også en klar sammenhæng mellem brætspillenes succes og styresystemer som f.eks. Apples iOS-system. Han er netop vendt hjem fra Europas største brætspilmesse i Essen, der satte ny rekord med 158.000 besøgende. Her noterede han nogle tendenser, hvor det enkelte spils fremdrift netop afhænger af, at man med kameraet scanner kort eller mønstre ind på telefonen.

– Flere brætspil begynder at bruge apps som en direkte del af deres game play, siger han og peger på spillet Alchemists som et nyt eksempel på den elegance, smartphones kan tilføje et spil.

Thomas Vigild forklarer, at man i Alchemists konkurrerer mod hinanden som alkymister ved at blande eliksirer. Det foregår ved, at man scanner to forskellige kort med ingredienser enten med sin smartphone eller tablet. App’en udregner så, om det er en god eller dårlig eliksir.

Tablets til hjælp

Udbredelsen af spil til smartphones og tablets, kan ligeledes være med til at sætte skub i salget af eksisterende brætspil. Thomas Vigild fremhæver Ticket to Ride og fantasy-spillet Small World som eksempler på brætspil, computerteknologien formåede at puste nyt liv i.

I sidstnævnte benytter en broget skare af troldmænd, kæmper og mennesker deres tropper til at indtage så meget land som muligt og dermed skubbe modstanderne af banen.

– Small World startede som et brætspil, men blev først rigtig populært, da det blev tilgængeligt til iPad. Det genererede igen en kæmpe interesse for brætspil-udgaven, som begyndte at sælge helt vildt, siger han.

Læs også: Test: Seks sjove brætspil til hele familien

Stærke sociale værdier

Netop fordi vi har så svært ved at finde tid og lyst til hinanden, spiller brætspillene en vigtig social rolle. Et område, hvor vi, ifølge Andreas Lieberoth, har brug for al den hjælp, vi kan få.

– Vi mennesker har ikke altid lige nemt ved at være sociale, selv med folk vi synes godt om, så vi har brug for alibier for samvær. Brætspil giver noget fælles at fokusere på, frem for bare at glo ind i fjernsynet eller hver sin private skærm, siger han.