Uopmærksomhed bag rettet og tendensen med at filme sig selv er udbredt i store dele af befolkningen – men især blandt unge.
Førersædefilmeriet giver de unge fornemmelsen af udødelighed og usårlighed, men der er ikke nogen tanke på konsekvenserne i handlingen. Det mener Torben Bechmann Jensen, forsker i socialpsykologi på Københavns Universitet.
– Man kan sammenligne det med andre steder, hvor folk også har risikoadfærd som for eksempel ekstremsportsgrene. Det handler egentlig mere grundlæggende om at unge, og mange andre mennesker, har brug for at mærke livet på en særlig måde, fordi livet på mange andre måder er meget kontrolleret, siger Torben Bechmann Jensen.
DR kunne på en uge i september dokumentere, at over 100 billister på de danske veje, filmede sig selv bag rattet, og lagde videoerne ud på Snapchat. De var såkaldte snapbilister. Heriblandt fandt DR videoer, der viste kørsel, hvor fartgrænsen var langt over den tilladte.
Tal og fakta om uopmærksom kørsel
- I en tredjedel af trafikulykker er uopmærksomhed en afgørende faktor
- I gennemsnit foretager bilister sig distraherende ting i 30% af den tid, de kører bil
- 70 % af dét, der distraherer os, foregår inde i bilen
- Kører du 80 km/t og kigger på din telefon i fire sekunder, svarer det til at køre 89 meter med en pose over hovedet
- Når du er uopmærksom i trafikken er din reaktionstid længere, og du kan nemt slingre
Kilde: Rådet for Sikker Trafik
Amanda Dahl, 25 år, kører i bil næsten dagligt og er en af dem, der ofte bruger sin telefon under kørsel. Hun indrømmer, at hun nok bruger snapchat mere, end hun burde, når hun færdes i trafikken.
– Jeg tænker ikke som sådan over, hvad det kan fører til, men jeg har oplevet at slingre, når jeg er uopmærksom, og kan derfor godt til tider stoppe med at være på telefonen, fordi jeg opdager, at jeg er for uopmærksom, siger Amanda Dahl.
Nikolaj Olsen, 22 år, kører bil til og fra arbejde hver dag, kan godt se risikoen ved at bruge sin telefon under kørsel.
– Det er jo nok lidt farligt, men jeg føler selv, at jeg har nogenlunde styr på det, selvom det jo er det alle siger, siger Nikolaj Olsen og fortsætter:
– Jeg tror, at jeg og de fleste andre oftest kun tænker på sig selv og derfor godt kan retfærdiggøre at bruge telefonen, da det ‘kun går ud over mig’. Og så kan man vel selv bestemme.
En del af en større tendens
I dag filmer mennesker store dele af deres liv og deler det på sociale medier. Det kan både være, når de sidder i bilen, når de er på ferie, eller når de er andre spændende steder.
Derfor mener Torben Bechmann Jensen også, at tendensen med at filme sig selv bag rattet bare er endnu en dimension, hvor behovet for at filme sig selv glider ind over.
– Jeg tror, at det er et led i almindeligt pral, som vi ser i dag. og som også er det, der får folk til at køre for stærkt. Det handler meget om at være en vovehals, og om at synes, at man selv er usårlig. Man prøver at imponere sine venner og omgangskreds ved at sige, ‘jeg kan det her’ eller, ‘jeg tør det her’. At filme det imens sætter bare en ekstra streg under, siger Torben Bechmann Jensen.
Han mener, at det kan være svært at sige, om man umiddelbart kan stoppe tendensen. Og foreslår i stedet at myndighederne griber ind overfor overhovedet at bruge telefoner, mens man bevæger sig i trafikken, uanset om det er cykler eller biler.
Læs også: Der sker stadig mange ulykker i trafikken
Delte meninger om skræmmekampagner
Der har indenfor det seneste år været flere kampagner mod uopmærksomhed i trafikken. Rådet for Sikker Trafik retter med deres kampagne “Kør bil, når du kører bil” opmærksomhed på netop dette problem gennem videoer på sociale medier og i tv.
– Jeg synes ikke, at diverse skræmmekampagner har virket på mig. Jeg er bange for, at mit brug først helt stopper, hvis jeg overværer, eller selv er indblandet i en ulykke, siger Amanda Dahl.
Nikolaj Olsen er ikke helt enig:
– Jeg synes selv, at reklamerne, der har været i fjernsynet, har været ret gode. De har dog mest været rettet imod problemet med for høj hastighed, og ikke imod ting, der stjæler vores opmærksomhed. Hvis bilerne havde en indbygget navigation samt Spotifyforbindelse, så havde jeg ikke brug for telefonen, og så er der ingen fristelser.
Torben Bechmann Jensen tror ikke, at man kan slippe af med alting. Der opstår hele tiden nogle forskellige små modefænomer og trends, som hurtigt dør igen, og den her trend, vurderer han, er en af dem.
Han tror heller ikke, at man ved at straffe voldsomt ved lovgivningen, vil få folk til at stoppe handlingen. Han tror nærmere, at tendensen vil forsvinde af sig selv igen.
Sådan gjorde vi: Journalisten undrede sig over, hvorfor bilister er uopmærksomme i trafikken og filmer sig selv. Journalisten tog derfor kontakt til en socialpsykolog og to bilister, der bruger deres telefon under kørsel, for at høre deres forklaringer på handlingen og tendensen. Alle kilder er interviewet telefonisk.