Facebook er et lukket land for pressen

Facebook
Facebook Foto: Rasmus Jessen Petersen

Når danske journalister skriver artikler om blandt andet trends på Facebook eller profiler, som virksomheden lukker – så ønsker de interview med virksomheden. Men det er ofte en meget lang og til tider umulig proces.

Det fortæller flere journalister til NetAvisen.

Første udfordring er, at man som journalist skal gå gennem et svensk PR-bureau kaldet Northern Link. Det har Facebook hyret til at håndtere kontakten til pressen.

Og det kan være en tung proces, fortæller David Andersen, journalist på Ekstra Bladet, har været i kontakt med PR-bureauet, da han skrev en artikel omkring en Facebook-gruppe ved navn ”NEJ – til kriminelle indvandrere og islam”.

Det er en yderst racistisk gruppe, som et utal af mennesker havde vist forargelse over. Han fortæller, at han allerede var skeptisk fra starten af, da han kontaktede Facebooks PR-bureau.

– Jeg havde ikke regnet med at få noget konkret svar, da jeg kontaktede dem. De er virkeligt berygtede for at passe meget på, siger han.

– Jeg spurgte, om jeg kunne få en udtalelse om den konkrete sag, men som deres talsmand altid siger – at det kunne hun desværre ikke, også læste hun bare op af deres retningslinjer og fortæller, at når de modtager en anmeldelse, lige meget om det er en gruppe, person eller billede, så behandler de sagen og tager stilling til det ud fra deres retningslinjer, fortæller journalisten.

LÆS OGSÅ: Racisme stortrives på Facebook

Tålmodighed er en dyd

Birgitte Rahbek, journalist for Berlingske har også oplevet, at processen med at få Facebook til at snakke kan være tidskrævende.

– Hvis man vil have fat i Facebook, så skal man væbne sig med tålmodighed. Og jeg har kun kunnet opnå skriftlig kontakt med dem, siger hun.

Ligeledes har Fagbladet Journalisten tidligere talt med Facebook i forbindelse med en række artikler. Mediet har haft succes med at få kontakt til PR-bureauet. Men generelt svarer de langsommere end andre danske virksomheder, fortæller Andreas Marckmann Andreassen, digitalredaktør på Journalisten.

– Det er klart, at det kan være en hæmsko for pressen, at alting skal gå via et PR-bureau, fordi det er et ekstra led i processen, fortæller han.

LÆS OGSÅ: Racistisk Facebook-gruppe bryder loven uden konsekvenser

Afhængig af Facebook

Samfundsmæssigt er det et problem, at Facebook ikke er til at komme i kontakt med, mener medieforsker Ib Tunby Guldbrandsen fra Roskilde Universitet. Hvis journalister skriver artikler om Facebook, og de ikke kan få en kommentar fra dem, så går det udover artiklens troværdighed, eller endnu værre, så kan det bringe misinformation, mener medieforskeren.

– Det er også et problem, hvis det bliver en trend, at journalister ikke kontakter Facebook, fordi de ved, at det er besværligt at få dem i tale. Hvis ikke Facebook kommer til orde, kan det føre til, at artiklerne bliver baseret på misforståelser eller være opspind plantet af konkurrenter. I sidste ende er dette problem dog størst for Facebook selv, fortæller Ib Tunby Guldbrandsen.

Han anerkender, at Facebook har meget magt, og at rigtig mange er afhængige det at sociale netværk.

– Der skal virkeligt meget til før, vi kan ændre på vores vaner med Facebook. Der er ingen andre platforme nu, som kan erstatte Facebook. Vi bruger Facebook til meget daglig interaktion. Det er blevet måden, vi inviterer til fester på. Vi bruger det sociale medie mere, end vi sender e-mails og sms-beskeder, siger han.

Ib Tunby Guldbrandsen mener, at en af grundene til, at Facebook har hyret et PR-bureau, er, at det er nemmere at give dem skylden, hvis der bliver lavet fejl. Det vil altid være nemmere for dem at tørre ansvaret af på deres hyrede PR-folk i stedet for selv at stå til ansvar, siger han.