Foto: Maria Bunch Farver.
Det er fredag eftermiddag ved DR Byen på Amager. Et område, som mest er præget af industribygninger og vejarbejde. Og i dag også af gråvejr. Men et sted, hvor solen skinner hver fredag, er på Peder Lykke Centret, der ligger fem minutters gang fra stationen. Her er fredagsbaren nemlig et fast lyspunkt i en lang uge.
To ældre mænd hænger ud foran indgangen til centret. De er begge i kørestol.
– Vi ses, du gamle, siger den ene, da de skilles, og han triller af sted mod sit værelse.
Det har været en lang uge, og for mange mennesker vil fredag betyde en velfortjent øl i fredagsbaren. Beboerne på Peder Lykke Centrets plejehjem er ingen undtagelse. For når ugen går på hæld, bliver der sat dansktop på anlægget og fyldt saltstænger i skålene.
Læs også: Kommuner forsømmer ældres tænder
John Mogensen og abrikossodavand
På Peder Lykke Centret har flere afdelinger deres egen fredagsbar – blandt andet den afdeling, der kaldes Anemonegangen.
– Værsgo! siger Amalie, som er praktikant på Anemonegangen. Hun har hentet en stol – med hjul på. Anemonegangen er en lang, klinisk gang, hvor beboernes værelser skyder ud på begge sider. Omkring halvvejs nede ad gangen brydes det kliniske udtryk; hvor der ellers ville have været værelsesdøre, ligger her en lille krog, der emmer af hjemlig hygge. I krogen findes et par uldne sofaer og tre grønne potteplanter i vindueskarmen. Her slår den ugentlige fredagsbar sine folder.
En blanding af stærk filterkaffe og mormor fylder rummet, og ud af de små højtalere strømmer John Mogensens ’Karl og Ann Katrin’. Fredagsbaren er en jungle af rollatorer og kørestole, og det er svært at finde en plads til den rullende stol. På væggene hænger gamle, mørke malerier i solide guldrammer. De leder tankerne hen på bedstemors dagligstue. Ligesom kakkelbordet, der efterhånden er fyldt godt op af skåle med gebis-venlige snacks, udskåret i tilpas mundrette bidder, og beboernes drinks, som i dag består af vodka og abrikossodavand.
Beboeren Ulla er glad for, at der er en anledning til at se de andre beboere om fredagen: – Ellers ser vi jo ikke hinanden. Vi bor jo forskellige steder i huset, siger Ulla . Hun er den yngste på Anemonegangen.
– Jeg er kun 72 – den yngste i forsamlingen, siger hun stolt.
– Herregud, du er jo kun et barn, lyder det fra sofaen. Det er Else. Hun er 87.
For eksempel har man rent mel i posen. Det er et udtryk. Og dem er der mange af. Så snakkede vi om, hvor de kom fra, og hvad de betød. Det har vi brugt mange fredagsbarer til.
Mogens, beboer på Peder Lykke Centret.
En quiz, der bringer minder
I dag skal der være quiz i Anemonegangens fredagsbar, og Amalie er ved at gøre den klar. Det er ikke unormalt, at praktikanterne har forberedt en aktivitet, når der er fredagsbar.
– På et tidspunkt undersøgte vi mærkelige navne og udtryk for at finde ud af, hvordan de var opstået. Hvis du tænker over det, så siger man en masse ord, men man tænker ikke over… begynder Mogens, som sidder i en af de uldne sofaer. Så går han i stå og må lige have opfrisket, hvad snakken gik på.
– Nåå ja, fortsætter han.
– For eksempel har man rent mel i posen. Det er et udtryk. Og dem er der mange af. Så snakkede vi om, hvor de kom fra, og hvad de betød. Det har vi brugt mange fredagsbarer til, fortæller han.
Else sætter sig frem i sofaen. Nu begynder quizzen.
– Hvilket år blev loven lavet om, så børnene for eksempel kunne stå på skøjter i stedet for at gå i skole om lørdagen, spørger Amalie tilpas højt til, at også høreapparaterne kan opfange frekvensen.
Beboerne kigger lidt på hinanden. Der breder sig tvivl om, hvad år vi er i nu.
– Vi er da over 2000, siger Ulla og tager en tår af sin vodka-abrikos-drink.
– Jeg kan mindes, at det blev lavet om, siger en beboer.
– Jeg boede på Amager og løb på skøjter nede ved vandtårnet ved Lergravsvej. Det mindes jeg. Jeg er stadig en skøjtepige, siger hun. Men det er ikke helt nemt at forestille sig, hvordan hendes kørestol ville se ud med skøjter på.
Læs også: Flere plejehjem skåler for et længere liv
Blev veninder til fredagsbaren
I den lille sofa sidder Else og Grethe og sladrer iført næsten matchende strikttrøjer. Elses hår er gråt, og på næseryggen hviler et par hornbriller. Grethe har brunt hår og mangler en del tænder i undermunden, så det kræver lidt ekstra koncentration at tyde, hvad hun fortæller. De har begge været til fredagsbar mange gange, og det er også her, at de har lært hinanden at kende. Både Grethe og Else bor på Anemonegangen, men de kan ikke huske, hvor længe de har boet her.
Nu er de tomme kaffekopper blevet fyldt op, og quizzen kan fortsætte.
– Hvad hedder den gade på Christiania, som Krak i 1999 satte på sit kort for så at fjerne navnet igen i 2005, spørger Amalie.
– Pusherstreet! råber Ulla.
– Der har jeg min daglige gang, griner hun.
I modsatte hjørne er Franke faldet i søvn i sin kørestol.
Men i sofaen er der stadig gang i den. Else prikker Grethe i siden og hvisker noget i hendes øre, hvorefter de griner højlydt. De to veninder fortæller, at hverdagen på plejehjemmet går med at læse bøger og spille bridge. Men i gamle dage har de begge været kvinder på arbejdsmarkedet.
– Jeg skrev, ligesom dig. Inde på Københavns Kommune. Og så underviste jeg i bridge, fortæller Else. Grethe fortæller, at hun arbejdede på en fabrik, hvor hun sorterede cerutter.
Læs også: Plejehjem kan hjælpe ældre ud af ensomhed
Knap så garvede bargæster
En anden praktikant afbryder Grethe og beder mig om en serviet. Der er en, der har tabt sit gebis, fortæller hun, mens hun skæver ned på tandsættet i hendes venstre hånd.
Quizzen lakker mod enden, men sidste spørgsmål er en klassiker.
– Hvilken dansk bitter kunne man købe fra 1964?
– Gammel dansk! råber Else ovre fra sofaen.
– Sådan Else, siger Amalie.
Og spørgsmålet har vækket Elses tørst.
– Den der brune, jeg ved ikke, om det er likør. Den lille brune flaske, I har, den smager godt. Jeg vil gerne have den her, siger Else – så kan de andre også få, tilføjer hun og kigger bedende op på Amalie.
Men selvom Else og Grethe umiddelbart er garvede fredagsbar-gængere, er det først på deres gamle dage, at de har fået øjnene op for alkoholens glæder – da de var unge, var det ikke kutyme for kvinder.
– Hvis du havde en mand, kunne du ikke drikke. Kvinder drak ikke, fortæller Else.
– Og det smagte heller ikke så godt dengang. Man drak gin og soda, og når der var fest, drak man likør, tilføjer Grethe.
Man skal stoppe, mens baren er god
En snorken breder sig nu fra rundt omkring i hjørnerne, og flere har fulgt i Frankes døsige fodspor. Klokken nærmer sig 15.30, og det lader til, at festen ikke varer hele natten.
Fredagsbaren er slut, men næste fredag langes der igen abrikosdrinks og lettyggelige kiks over disken på Peder Lykke Centret på Amager.