Bekæmp ensomhed med historier

 

Fællesskab er i den grad noget, der kan være med til at bekæmpe ensomhed. Netop fællesskab er noget ‘Byd din nabo på en historie’ tilbyder
Foto: Partnerskabet i Urbanplanen

Jo ældre man bliver, jo længere kan der blive vennerne både fysisk og psykisk. Det kan være vanskeligt at få nye venner, men et nyt tiltag vil hjælpe seniorerne på vej.

– Tanken er, at vi arbejder med livshistorier. Historier kan jo netop bringe os tættere sammen som mennesker. Det er for ældre, der ikke har det helt store netværk og savner et fællesskab, siger Roberta Montanari, der er torveholder på den nye senior-aktivitet ‘Byd din nabo på en historie’.

Kurset er et gratis tilbud for dem, der har lyst til sammen at mindes livshivshistorier. At dele dem kan skabe relationer, og selvom alle har forskellige historier, kan de stadig deles, for de almene menneskelige ting går ofte igen.

Læs også: Risiko for ensomhed blandt ældre

Hvordan vaskede du dig?

Roberta Montanari tager forskellige emner hver gang, og der kan blive snakket om alt fra barndom og venskaber til kærlighed og rejser.

– Forleden havde vi noget så sjovt som, hvordan man vaskede sig, da de var børn. Det har jo ændret sig helt vildt. Bare det at alle har bad i København, det har man ikke altid haft, og på landet gjorde man noget helt andet, siger hun.

Hun mener også, det er vigtigt at få historierne ud, for hvis historierne ikke bliver fortalt, kan de risikere at dø hen.

– Ved at fortælle dem til andre lever de videre og oven i det, er der mulighed for at få bekendtskaber, man ikke nødvendigvis møder til hverdag, siger hun.

Læs også: De ældre vender tilbage til kirken for fællesskabet

»Det er en god ting for mig«

Ulrik Schack Meyer er en af dem, der før har været med til at dele livshistorier, og han ser frem til at deltage i arrangementet igen.

– Jeg synes, det er fantastisk, jeg elsker jo at sidde sammen med alle de spændende mennesker, der fortæller historier, som jeg også lokalhistorisk synes er spændende, Siger Ulrik Schack Meyer.

Fakta om ‘Byd din nabo på en historie’

– Aktiviteten er kommet af et samarbejde mellem Biosalon, Partnerskabet i Urbanplanen og København Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

– Det er for folk fyldt 65 år, boende i København.

– Det foregår hver onsdag kl. 10.00-12.00

– Det afholdes i Beboerhuset Nord på Røde Mellemvej 7, 2300 Kbh S.

– Det er gratis, og man er velkommen til at dukke op eller skrive til roberta@biosalon.dk

Han mener, at det kan være sundt og godt for mange. Ulrik Schack Meyer kan også godt sætte sig ind i tanken om, at det kan hjælpe mennesker, der går rundt og ikke har det godt.

– Det at tage ud og være sammen med nogen, man har det godt sammen med og lave noget, man interesserer sig for, det er virkelig noget, der giver noget. Jeg kan mærke, at det er en god ting for mig. Det er noget, jeg får det godt eller bedre af, og det gælder helt sikkert også andre, siger han.

Ældre Sagen glade for initiativet

Ældre Sagen er enige i, at det kan hjælpe ældre med at få det bedre. De er glade for, at der bliver taget initiativer, der kan hjælpe med at nedkæmpe ensomhed blandt ældre.

– Det er jo fremragende – jo flere initiativer jo bedre. Det er jo et problem, vi desværre kan se, er i vækst, siger David Vincent Nielsen, som er ensomhedskonsulent i Ældre Sagen

Af de ældre over 65 år er 50.000 svært ensomme, hvilket kan få alvorlige følger for den ældre, der lider af det.

Læs også: Statsstøttede livshistorier skal hjælpe demensramte

– Konsekvenserne af ensomhed er stort mentalt ubehag. De føler sig udenfor, isoleret fra omverden eller savner nogen at være sammen med. Er det noget, der varer længere, kan det også få helbredsmæssige konsekvenser søvnforstyrrelse, depression, demens og hjertekarsygdomme, siger David Vincent Nielsen.

Det at dele historier kan være en særlig god metode til at hjælpe ældre ud af ensomhed. Det kan være en afveksling med et levende fællesskab fra den gentagende hverdag.

– Det kan være en utrolig god måde at bringe folk sammen om fælles historier. Det giver et rigtig godt grundlag for at lave nye venskaber, og det er det, man har brug for, når man er ensom, siger David Vincent Nielsen

Sådan gjorde vi: Journalisten blev opmærksom på aktiviteten gennem Facebook siden Amager. Alle kilder har udtalt sig til journalisten gennem telefon opkald.