Forårssolen skinner ind gennem det store vindue i Julies lejlighed på Nørrebro i København. Hun sidder på en lille puf foran vinduet. Hun har ryggen til solen. Rie og jeg sidder i hvide kurvestole på hver vores side af hende. De har været veninder siden seksårs-alderen. Når jeg stiller Julie spørgsmål, hjælper Rie Julie med at finde svaret. Når jeg stiller Rie spørgsmål, hjælper Julie Rie med at finde svaret. Og når Julie fortæller om ting, hun har oplevet, ved Rie, hvad hun taler om. Og omvendt. Det er sådan, deres venskab er.
Jeg møder Julie Annali Sander og Rie Løwe Flint, som begge er 25 år, for at tale med de to kvinder om seksualitet. Men også om skam og kønsdele – mange kvinder skammer sig nemlig over deres kusse, lyder meldingen fra praktiserende sexologer.
Inden mit møde med Julie og Rie, havde Julie fortalt mig, at hun ikke altid har haft det let med sin kusse og dens udseende, og at hun i lang tid har følt en skam over den. Sådan har Rie aldrig haft det. Hun har aldrig rigtig bekymret sig om, hvordan hun ser ud. Hun har altid været glad for sin krop.
I en ret tidlig alder besluttede Rie sig for, at hun ikke længere ville barbere sig. Hun har hår på benene. Mellem benene. For det meste også under armene. Det har hun, fordi hun bedst kan lide det sådan, og fordi det er en del af hendes kamp for det naturlige. En kamp for, at kroppen skal have lov til at være, som den er.
Julie og Rie er forskellige. Men alligevel ens. Julie er energisk. Rie er rolig. Men når de taler om minder, om kærlighed og om sex er det med en hudløs ærlighed og en gensidig forståelse, der får én til at ønske, at alle havde sådan en veninde, man vil dele alting med.
– Jeg har i mange år tænkt, at jeg var ulækker, for tyk, og at mine kønslæber var for store, siger Julie og åbner op for en fortælling om en Julie, der engang ikke var glad for sig selv og sin krop.
Læs også: Voxpop: Flere kvinder er utilfredse med deres kønslæber
I syvende klasse flyttede Julie og hendes familie til Bornholm. Før Julie flyttede, så Rie og Julie hinanden nærmest hver eneste dag. De var udadskillelige. Men afstanden gjorde, at de så hinanden mindre i de fem år, Julie boede på Bornholm.
Julie fortæller, at drengene i folkeskolen på Bornholm af og til satte pornofilm på inde i klassen i frikvarteret. Dér så hun, hvordan kvinderne så ud, og hvordan de bar sig ad under sex. Julie beskriver scener med skrigende kvinder, og med mænd der pumper deres pikke. Scener, hvor kvinderne er i ekstase og tager imod, og hvor mændene er dem, der giver. Giver dem pik. Hårdt og hurtigt. Og med kvinder, der nyder.
Efter drengene havde kørt porno på storskærm, blev Julie nysgerrig. Hun og en veninde lagde vejen forbi en lille kiosk i Gudhjem og købte et par pornofilm. Det kunne de sagtens. I dag fordømmer Julie pornoindustrien.
Der var et tidspunkt, hvor jeg fik Rie til at sætte sig på mig, så hun kunne lære mig, hvordan man red. Jeg var meget nervøs for det.
Julie
Hun ville ønske, at børn ikke skulle lære om krop og sex gennem film, der ødelægger deres forestilling om, hvad sex er, og hvordan den rigtige krop ser ud.
– Min ene indre kønslæbe hang lidt ud. Og fordi jeg ikke havde en lille fin porno-fisse – ligesom på filmene – følte jeg, at jeg var forkert, siger Julie på en selvsikker facon, der gør, at jeg har svært ved at forestille mig, at hendes styrke på et tidspunkt har lidt et knæk.
Nysgerrighed og sommer på Bornholm
Der var en sommer, hvor Rie besøgte Julie på Bornholm. De var 13 år. En dag på stranden besluttede de sig for, at de skulle undersøge hinanden. De stak fingre op i hinanden. De onanerede hinanden. De mærkede, hvor forskellige de var, og hvad der føltes rart. Og så kom der en mand forbi i sin fiskekutter.
– Vi vendte vores røve til og spredte baller til ham. Og han fik også en fuckfinger, griner Rie, mens Julie griner med og rækker ‘fuck’ til mig med begge hænder.
– Men kan du huske et par år efter, da jeg spurgte dig, om ‘du kunne huske dengang’? Du ville ikke indrømme, at vi havde gjort det, siger Julie til Rie.
– Jeg syntes nok, at det var lidt pinligt. Så jeg benægtede det i et stykke tid, forklarer Rie.
Når Julie og Rie taler om sommeren på Bornholm, taler de om naturlighed og nysgerrighed. De taler om, at pornoen – det unaturlige og uvirkelige – har fået en alt for stor plads, når børn lærer om sex og kærlighed. Og de er enige om, at forældre har stor betydning, fordi ens mor og far giver idealer for kroppen, kærligheden og det seksuelle videre.
I både Rie og Julies barndomshjem var der højt til loftet. Man kunne tale om sex. Hjemme hos Rie havde de et afslappet forhold til kroppen og nøgenhed. Om sommeren tog de på nudiststrande, og Ries mor vadede nøgen rundt i huset. Julies mor havde det ikke på samme måde. Hun holdt sin krop skjult, og har i alt den tid, Julie kan huske, været på forskellige kure. Nogen gange var Julie også med, når hendes mor afprøvede en banan- eller suppekur.
-Jeg har nok fået en forestilling om, at jeg skulle stræbe efter den flotte krop. Det var jo det, min mor gjorde, siger Julie, da jeg spørger ind til, hvorfor hun tror, at hende og Rie har fået det så forskelligt med deres kroppe.
Men det handler også om tryghed. Først fik Rie en kæreste. Så fik Rie en rigtig kæreste, som hun stadig er sammen med. Rie havde en, der elskede hende, som hun var. Julie var sammen med forskellige.
Med tiden blev Julie mere usikker, og den skam, hun følte over sin krop, ville ikke slippe hende.
-I 4 år havde jeg ikke sex. Jeg kunne ikke. Jeg brød mig ikke om at sprede benene, så nogen skulle se, hvordan jeg så ud, siger hun og fortæller, at hun forinden forsøgte at skjule sin krop med slukket lys, når hun havde sex. Hun brød sig heller ikke om oralsex, eller om når fyre pillede for meget i området.
Fik en kønslæbeoperation – og fortrød
Der er noget, som kun Rie og Julies mor ved om Julie. For seks år siden. Dengang Julie var tyve år, tog hun en beslutning. Hun besluttede sig for, at hun ville have fjernet noget af den ene kønslæbe.
Op til operationen gik Julie til en sexolog, der havde sagt til hende, at hendes kønslæber hverken var små eller store. Men Julie tog alligevel kontakt til en plastikkirurg.
– Lægen grinede af mig, da jeg kom til hende og ville have fjernet noget af den. Jeg holdt på, at det var nødvendigt, fordi jeg havde problemer med at cykle. Det var i hvert fald det, jeg sagde. Men hun vidste da godt, at det handlede om noget andet.
Det var kun få millimeter, Julie fik fjernet. Og da hun viste det til Rie, kunne Rie ikke se, at der var sket noget. Hun kunne ikke se forskellen. Det eneste, Rie kunne se, var, at der sad sting fra den operation, Julie havde været igennem.
Læs også: Kussen er stadig fyldt med skam
Når Julie ser tilbage på dengang for seks år siden, fortryder hun operationen, selvom den gjorde, at hun fik lidt mere selvtillid og et nyt mod på at have sex igen.
Julie fandt ud af, at det ikke kun handlede om det ydre. Det handlede også om, at hun havde en angst for ikke at kunne præstere. Hun var bange for, at hun ikke var god nok i sengen – at hun ikke kunne det, som mændene forventede af hende. Det var jo mange år siden, hun havde været sammen med nogen.
– Der var et tidspunkt, hvor jeg fik Rie til at sætte sig på mig, så hun kunne lære mig, hvordan man red. Jeg var meget nervøs for det, siger Julie og fortæller, at hun startede i terapi hos Ries mor, som er psykoterapeut.
Ries mor hjalp Julie med at ændre mange af de tanker, som hun i lang tid havde båret rundt på. Og langsomt skete der noget med Julies forhold til sig selv.
I starten af 2013, omkring to år efter operationen, var Rie og Julie i Syd- og Mellemamerika sammen. En aften fik Julie lyst til at være sammen med fyr. Juan Pablo, hed han. Men hun turde ikke. Der sad stadig en usikkerhed fast i hende.
-Jeg pressede Julie ud i det, siger Rie og fortæller, hvordan hun sørgede for, at Juan Pablo og Julie kom ind på samme værelse, så hun kunne låse døren.
Det kærlige skub fra Rie var med til, at Julie kom videre. Hun turde igen.
I dag – her i vinduet, her i forårslyset – er der rum til følelser. Der er rum til hårde tider. Der er rum til venskab. Dét er livet.