Hans Nørkjær skal aflevere speciale til juli, og så vil han gerne være præst. Ligesom mange andre studerende er det med en blanding af frygt og forventning, at Hans tænker på det at blive færdiguddannet.
– At forestille mig første gang jeg skal stå ved en kiste og begrave et menneske, og der er nogle mennesker, der lægger stor vægt på, at det bliver gjort ordentligt, og der bliver sagt noget væsentligt, er naturligvis forbundet med lidt angst, fortæller han fra sit kollegieværelset i Universitetsparken i Århus, hvor to solide bøgetræsreoler tårner sig op bag ham med værker, der spænder fra Bibelen og Martin Luthers Trælbundne vilje til en stor samling skønlitterære værker.
Jeg har ikke noget imod, at folk godt ved, hvem præsten er, også når de møder en i supermarkedet. De skal vide, at de kan komme til en, hvis der er noget
Hans Nørkjær, teologistuderende
Danskerne forlader folkekirken, men jobbet som præst lokker stadig
Hans Nørkjær er 27 år og en af de danske studerende, der trods folkekirkens dalende medlemstal har valgt den slagne vej til præsteembedet ved at studere Teologi. Hans Nørkjær ønsker ikke at revolutionere folkekirken eller genopfinde dens funktion, når han en dag skal ud at være sognepræst. Han ser frem til at prædike om søndagen, begrave dem der dør, vie dem der skal giftes og undervise konfirmander.
Læs også: Københavnske unge vender ryggen til Gud
– Som præst får man lov til at reflektere over nogle ting og fremlægge det for nogle folk, der forhåbentligt lytter efter i en eller anden grad, fortæller Hans Nørkjær, der glæder sig til at komme ud og prøve kræfter med det, han har studeret og gjort sig tanker om i efterhånden mange år.
Folkekirken er fin, som den er
Selvom danskerne ikke ligefrem strømmer til folkekirken i disse dage, har Hans Nørkjær ikke til hensigt at lave noget om, når han en dag skal ud og være sognepræst.
Læs også: Når fornuften udfordrer troen
– Jeg synes, at kirkens styrke er, at den ligger som det der pulsslag. Folk ved, hvor den er og bruger den, når de har behov for den, og det gør de ofte i de store sammenhænge i livet, hvor der sker noget skelsættende, fortæller han.
Lokalsamfundet og mangfoldighed trækker
Hans Nørkjær regner med at søge mod et mindre lokalsamfund, når han snart er færdiguddannet, og det at kunne blive genkendt som præsten i alle hverdagens situationer er ikke noget, der afskrækker ham.
Det er naturligvis forbundet med lidt angst at forestille mig første gang, jeg skal stå ved en kiste og begrave et menneske
Hans Nørkjær, teologistuderende
– Jeg har ikke noget imod, at folk godt ved, hvem præsten er, også når de møder en i supermarkedet. De skal vide, at de kan komme til en, hvis der er noget, fortæller han og tilføjer, at han glæder sig til at møde en bredere vifte af mennesker i modsætning til nu, hvor han mest færdes blandt andre akademikere.
Fra kirkesanger til præst
I starten var det i høj grad interesse, der gjorde, at valget faldt på teologistudiet. Litteratur, historie, sprog og filosofi var yndlingsfag.
– Teologistudiet tilbød alt det, jeg gerne ville have, så det valgte nærmest sig selv, fortæller han. Også den gamle salmebog, som Hans Nørkjær benyttede, da han som 18-årig arbejdede som kirkesanger i sin jyske hjemby Aulum, er kommet med til Universitetsparken.
Faktisk var det, imens Hans Nørkjær var kirkesanger, at han fandt ud af, at han ville arbejde i folkekirken.
– Vi havde en rigtig dygtig præst, og der tænkte jeg: det han laver, det vil jeg også lave, fortæller Hans Nørkjær, der opdagede, at temaer som ondskab og godhed interesserede ham, da han som 14-årig så Ringenes Herre for første gang.
– Hvis der er et sted, hvor man arbejder med de store livstemaer, så er det i teologien, forklarer han.