Veterancaféen i Køge har været åben i knap et år, og den er allerede flittigt besøgt af tidligere udsendte soldater.
Selvom caféen har været åben i mindre end et år, har den fået godt fat i områdets veteraner. Det er både gengangere og nye ansigter, der fylder rundt om bordene.
– Der kommer hele tiden nye ansigter, og det er både veteraner her fra selve Køge, men vi oplever også, at der kommer folk fra både Greve, Solrød og Stevns, siger Thomas Buus Kristensen, der er formand og stifter af Køge VeteranCafé.
Læs også: TV: Camp Peace – et frirum for hjemvendte veteraner
I caféen skal der være plads til hverdagssnak, men det skal også være et sted, hvor man kan tale om det, der bringer dem sammen.
– Målet med cafeen er, at veteraner og pårørende kan samles og snakke om løst og fast, men de skal også have mulighed for at snakke om deres udsendelse, hvis de har behov for det, siger Thomas Buus Kristensen.
De stille dage
Den stigende popularitet er dog ikke ensbetydende med, at der ikke kan være stille dage imellem.
– Veteraner er en speciel størrelse, så de kommer, når de føler for det, og sådan skal det også være, siger Thomas Buus Kristensen.
Antallet af besøgende kan da også svinge meget fra gang til gang, men opbakningen er der ingen tvivl om.
– Når der har været færrest, har vi været nede på fire, men til gengæld har vi været oppe på fjorten, når der er flest. Det er især til vores arrangementer, at vi for alvor mærker opbakningen. Her har vi sommetider været helt oppe på omkring 35, som både tæller veteraner og pårørende, siger Thomas Buus Kristensen.
Det er ikke en terapicafé
På Køge VeteranCafés Facebook-side gøres der opmærksom på, at caféen ikke er et behandlingstilbud. En pointe som Claus Stenberg, talsmand for Veteranalliancen, også fremhæver. Veteranalliancen er en netværksbaseret paraplyorganisation, der støtter op om mærkesager, som har til formål at forbedre krigsveteraners tilværelse.
– Caféerne er ikke et behandlingssted. Det er vigtigt for veteraner, at samtalen ikke bliver terapeutisk, det vil skræmme mange væk, siger Claus Stenberg.
Veterancaféerne udfylder det hul, der er mellem terapien og dagligdagen
Claus Stenberg, medlem af styregruppen og talsmand for Veteranalliancen
Claus Stenberg peger på, at samtalerne på caféerne primært er præget af dagligdagen, men det er vigtigt for veteraner at kunne snakke om hverdagsproblemer med ligesindende.
– Det er ikke en terapicafé, så langt størstedelen af snakken er hverdagssnak. Der er ting, som er nemmere at snakke med andre veteraner om. Det kan være, at man ikke kan tage sig sammen til at få kørt haveaffald af sted, eller man ikke ved, hvordan man skal håndtere invitationen til faster Odas 80-års fødselsdag, når man ikke har lyst til at tage af sted, siger Claus Stenberg.
Det er forståelsen, der trækker
Antallet af veterancaféer er steget de senere år, og Veteranalliancen er på nuværende tidspunkt bekendt med knap 40 caféer fordelt over hele Danmark.
Det er især veteranernes behov for at møde forståelse, der trækker dem til caféerne.
– Caféerne er et socialt netværk, som gør det muligt for veteranerne at mødes med ligesindede på en uforpligtende måde. Her er folk okay med, at man ikke altid er på toppen, siger Claus Stenberg.
Caféerne kan være med til at vise veteranerne, at de ikke er alene med deres oplevelser og problemer.
– Veterancaféerne kan åbne veteranernes øjne for, at de ikke er alene med deres oplevelser. Det går op for dem, at de andre gutter også går rundt og bokser med de samme problemer, som de selv går rundt med, siger Claus Stenberg.
Læs også: Krigsveteran: Nyt udspil ændrer ikke min situation
Hos VeteranCafé Køge er forståelsen også i højsædet, og man er klar over, at det kan være svært at overvinde sig selv og tage til caféerne.
– Vi vil rigtig gerne vil have fat i dem, der har det psykisk dårligt, og dem skal man lede længe efter. De skal have meget lang line, før de bliver trukket op, fordi de har svært ved at passe ind socialt nogen steder, siger Thomas Buus Kristensen.
For de veteraner, der benytter sig af caféerne, er der ingen tvivl om, at det giver noget, mener Claus Stenberg.
– Veterancaféerne udfylder det hul, der er mellem terapien og dagligdagen, siger Claus Stenberg
Sådan gjorde vi: Idéen udsprang af den stigning, der er sket i antallet af veterancaféer. Begge interviews er foretaget telefonisk.