Kritik af reklamer på københavnske bycykler

Firmaet Gobike står bag de nye eldrevne bycykler i København
Firmaet Gobike står bag de nye eldrevne bycykler i København. Flere politikere ønsker ikke reklamer på cyklerne. Men det ønsker fonden, der står bag.                                Foto: commons.wikimedia.org

Nej tak til reklamer på hovedstadens nye el-bycykler.

Sådan lyder det nu fra flere fronter i Enhedslisten i København, fordi det er planlagt, at By- og pendlercykelfonden vil indføre reklamer på Københavns bycykler i det nye år.

 Fra Enhedslistens side vil vi bruge så meget energi som muligt på ikke at få reklamer på bycyklerne, siger Allan Ahmad, der repræsenterer Enhedslisten (EL) i Københavns Teknik- og Miljøudvalg.

Det skyldes, at man i Enhedslisten er af den opfattelse, at det offentlige rum ejes af alle, og derfor bør der ikke være reklamer.

– Reklamer kan ikke undgås, men for mig er reklamer en form for støj eller forurening, der generer mig. Reklamer er konkurrenceforvridende i den forstand, at de ofte hjælper de stærkeste aktører på markedet. De er også informationsforvridende, for man kan aldrig regne med, at der ikke eksisterer et bedre produkt på markedet, end det man gennem reklamen præsenteres for. Man kan sige, at gennem reklamer bliver borgerne konfronteret med unødig støj, som de ikke frivilligt har indvilliget til, siger Allan Ahmad.

1.860 bycykler kan pt. bruges i hovedstaden, og de viser ingen reklamer – hverken som klistermærker på selve cyklen eller via den tablet, som alle cykler har koblet på sig. Kritikken handler nu om, hvorvidt det skal blive i orden at køre rundt på en reklamesøjle for kaffe, banker eller andre virksomheder.

Læs også: projekt med el-bycykler har trukket gevaldigt ud

Teknik- og miljøborgmester i København Morten Kabell (EL) er også imod, at man indfører reklamer på de københavnske by- og pendlercykler.

– Jeg er ikke nogen stor fan af at få hele byen klistret til med reklamer. Og vi har i første omgang valgt ikke at have reklamer på cyklerne. Umiddelbart ser jeg ikke nogen grund til at ændre på den beslutning, skriver han i en mail til NetAvisen.

Reklamerne kommer på skinner i 2016

Det københavnske el-bycykler bliver til dagligt drevet af By- og Pendlercykelfonden, der fungerer som mellemled i mellem Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, DSB og firmaet Gobike, der står bag elcyklerne.

Formanden for By- og Pendlercykelfonden, Nikolaj Bøgh, der sidder i Frederiksberg Kommunalbestyrelse for de konservative (K), udtrykker, at det hele tiden har været planen at indføre reklamer, men at man bevidst har ventet med det af kommercielle og politiske hensyn.

– Vi vil gerne have sponsorer, som man har i andre store byer, hvor en virksomhed har sit navn på bycyklen. I London for eksempel har der været Barclays Bank, der har været sponsor. Det vil vi også gerne have her, men vi har ville vente på, at vi havde et stabilt og færdigt system. Der har været meget dårlig presse i forhold til, at bycyklen har været forsinket, og at der ikke var nogle, der brugte den. Vi har været bekymrede for, om prisen ville blive for lav, hvis vi begyndte at sælge sponsorater for tidligt. Vi ville gerne ud over alle de hurdler. Men nu begynder vi at kigge på mulighederne i at bruge reklamer, siger han.

Hos Socialdemokraterne ser man det som en helt naturlig udvikling, at der kommer reklamer på bycyklen, ligesom man har andre steder i det offentlige byrum.

– Det har vi jo alle mulige andre steder. Der er der jo også på Movias busser og på busstopstederne, så hvorfor skulle de ikke også komme på bycyklen?, spørger Niels E. Njerrum (S), der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og som sidder i Teknik- og Miljøudvalget.

Niels E. Bjerrum udtrykker, at Enhedslisten kan mene, hvad de vil, men det ændrer ikke ved det faktum, at der kommer reklamer på bycyklerne, for det ligger allerede i konceptet.

– Det er jo bycykelfonden, der styrer det. Der sidder en selvstændig bestyrelse, der er sat i verden for at drive bycykelsystemet. Og der står i beskrivelselsen af, hvordan de skal gøre det, at det ligger som en del af muligheden, at man kan sælge reklameplads på de Ipads, der er koblet op på cyklen. Så det må Allan (Allan Ahmad fra Enhedslisten, red.) da gerne have den holdning til, men det ændrer ikke på, at det stadig er noget, som bycykelfonden kan arbejde med, hvis de har lyst til, siger han.

Læs også: Aarhus holder øje med Københavns nye high-tech bycykler

Allan Ahmad holder dog fast i sin kritik.

– Jeg kan jeg ikke garantere, at der aldrig nogensinde vil komme reklamer, for det kommer an på de politiske prioriteringer. Men jeg ønsker i det hele taget ikke flere reklamer i det offentlige rum, siger han.

Reklamerne gør ikke bycyklen billigere 

I Aarhus Kommune har man et andet bycykelsystem, hvor kommunen i stedet for at betale for bycyklerne af egen lomme, har fået et reklamefirma til at sponsorere cyklerne, mod at kommunen stiller udendørs reklameplads til rådighed rundt omkring i byen. Et koncept, der betyder, at aarhusianere kan leje en bycykel for 50 kroner om ugen i stedet for at betale 25 kroner i timen som københavnerne, eller 6 kroner i timen, hvis man er abonnent. Men på trods af, at erfaringen fra andre byer viser, at reklamerne kan gøre bycyklerne billigere at bruge, så er der ikke umiddelbart udsigter til, at det sker lige foreløbigt i hovedstaden.

– Der bliver nok ikke pillet ved prissætningen på baggrund af de reklameindtægter, der måtte være for bycyklen. For så voldsomme er de indtægter jo ikke, men de kan sørge for, at bycykelfonden ikke behøver at bruge reklamepenge af egen lomme på samme måde. I øjeblikket er det ikke realistisk at sætte priserne ned, men lad os se på det om to-tre-fire år, siger Niels E. Bjerrum (S).

Hos By- og Pendlercykelfonden vil man ikke udelukke at priserne sættes ned på sigt, men erkender, at det afhænger af resten af markedet.

– Det kan godt være. Vi vil finde en pris, som er rimelig og som fremmer målet om at få flest muligt til at bruge cyklerne, men vi vil heller ikke dumpe markedet. Det skal også være en pris, som er rimelig i forhold til, hvad man ellers har af muligheder for at blive transporteret rundt i byen, siger Nikolaj Bøgh, formand for By- og Pendlercykelfonden.

Læs også: Nu rammer forsinkede high-tech bycykler Københavns gader

Christian Rentzmann, der har brugt de el-bycyklen flere gange, synes, at det er fornuftigt at sætte prisen ned.

– Det er lidt dyrt, må jeg indrømme. Jeg har ikke noget abonnement, så jeg betalte 25 kroner i timen. Det er selvfølgelig billigere end en taxa, men hvis man blot er tre mennesker, der deler en taxa, så er taxaen faktisk ofte billigere, end at leje bycyklerne, siger han.

Christian Rentzmann ville da heller ikke have noget imod at køre rundt på bycyklerne, hvis der var reklamer klistret på dem.

– Det er klart, at når de nu er så dyre, så skal de også tjenes ind. Men jeg synes, at 10 kroner i timen ville være mere rimeligt.  Og det ville ikke gøre mig noget, hvis der kom reklamer på. Det ville være fint, hvis de gjorde cyklerne endnu billigere, siger Christian Rentzmann,

Hvad By- og Pendlercykelfonden mener, at en rimelig pris vil betyde i kroner og ører for københavnerne er endnu uvist. Derfor forbliver prisen fortsat 25 kroner i timen og 6 kroner i timen for abonnenter.

– Vi har bedt vores direktør om at lave en strategiplan for 2016, som vi skal diskutere på bestyrelsesmødet her sidst i november, og prisen vil også være et af temaerne, vi skal snakke om, udtaler Nikolaj Bøgh.