Nyt lån kan give studerende gældsproblemer

flickr-1345492485-hd
Studerende har svært ved at betale studiegælden tilbage. Derfor er det problematisk, at der nu foreslås et nyt lån til studerende, som rejser til udlandet.

Danske studerende skal have mulighed for at låne op til 100.000 kroner ekstra, hvis de skal på udlandsophold gennem en videregående uddannelse.

Det foreslår uddannelsesminister Morten Østergaard (RV) i et nyt lovudkast. Udlandslånet skal kunne tages på samme vilkår som et almindeligt SU-lån.

Men de studerende har i forvejen svært ved at betale studiegælden tilbage, og ifølge seniorøkonom i Forbrugerrådet Morten Bruun Pedersen er de studerende ikke sikret et udbytte af det yderligere studielån på op til 100.000 kroner.

Derfor kan forslaget ende med at skabe problemer for de studerende.Skærmbillede 2014-03-18 kl. 21.45.52

– De studerende skal kigge sig selv meget dybt i øjnene og overveje, om det her er en investering eller bare for sjov. Man skal også tænke på, om det overhovedet er noget, der forøger mulighederne på arbejdsmarkedet, lyder rådet fra Morten Bruun Pedersen.

– Hvis du kommer ud med en kæmpe stor gæld efter endt uddannelse, så kan det være, at det begrænser dine muligheder for at tage lån i banken og i realkreditinstituttet, forklarer han.

Læs også: Unge gældsætter sig i stor stil

Til det udtaler uddannelsesordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen:

– Vi håber, at de unge mennesker planlægger på en måde, det tror jeg også en, der er kommet ind på et dyrt sted som Harvard gør, så man kan regne med, at de har en rigtig god fremtid foran sig. Hun vurderer, at lånet ikke kommer til at skabe problemer for de studerendes økonomi.

– Det er ikke sådan, at man bare lige kan låne, hvis man i forvejen har et kæmpe lån. Det er der jo kriterier for. Det har jeg fuld tillid til, at de i SU-styrelsen sagtens kan administrere, udtaler hun.

Enhedslisten: Sæt SU’en op

Men der er flere, som er bekymrede over det nye udlandslån, heriblandt er uddannelsesordfører for Enhedslisten Rosa Lund, som helst ser en helt anden løsning.

– Vi har jo set, at de studerendes gæld bare stiger og stiger. Jeg synes, at man skal være meget påpasselig med udlandslånet og følge det meget nøje, opfordrer hun og tilføjer:

– Den bedste løsning ville være, at sætte SU’en en lille smule op, sådan så de studerende ikke har behov for at låne.

Læs også: Unge skal have bedre rådgivning i banken

Hjælp til udlandslånet

Formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Torben Holm, er heller ikke overbevist om, at udlandslånet kan hjælpe de unge, som i forvejen skylder mere væk, end de burde.

– Jeg tror, at det kan gøre gældsproblemet større, fordi at det i forvejen er svært at få økonomien til at hænge sammen som studerende, fortæller han.

Danske Studerendes Fællesråd har derfor foreslået uddannelsesministeren at bakke forslaget om udlandslån op med gældsrådgivning, så udlandslånet ikke ender med at blive en økonomisk byrde for de studerende.

– Vi har, ligesom alle mulige andre danske borgere, behov for god rådgivning, og det har der manglet indtil videre, fortæller Torben Holm.

At de studerende skal bruge hjælp til at administrere udlandslånet, er Morten Bruun Pedersen enig i.

– Gældsrådgivning kan være udmærket, men det er mest, når det allerede er gået galt. Så jeg foreslår en kampagne, hvor man lægger op til, at man virkelig tænker sig om, og at det ikke bare er fedt at være i udlandet og låne penge, mener Morten Bruun Pedersen.

Hvis udlandslånet bliver vedtaget i folketinget til februar, kan de første studerende optage lånet fra den 1. juli 2013.