Når dine madvarer bliver for gamle, kan det få de andre madvarer i dit køleskab til at gå i fordærv.
Det er ikke nok bare at smide den mugne ost i skraldespanden. Den kan nemlig have nået at ’smitte’ andet mad i dit køleskab. Mange madvarer udvikler skimmel, når det bliver for gammelt, og det kan sprede sig til resten af køleskabet og gøre dig syg. Sådan lyder advarslen fra Morten Lisby fra Fødevareregionen.
Når du åbner dit køleskab, vil skimmel fra en madvare sprede sig til resten af indholdet i køleskabet. Derved kan andre ting begynde at gå i fordærv, selvom det ellers ville kunne holde sig et stykke tid endnu. Blandt de værste syndere er marmelade, ost, pesto, juice og brød.
Når der står på mærkningen, at en marmelade kan holde sig et halvt til et helt år, er det i ikke-åbnet tilstand, og den kan faktisk kun holde sig to til fire uger efter åbning.
»Og hvis den bare bliver stillet på bordet, så folk kan tage med hver sin snavsede kniv, så går processen endnu hurtigere,« fortæller Morten Lisby.
Kan være farligt
Det nytter heller ikke bare at fjerne skimmelpletten fra din pesto, og tro at resten af pestoen ikke har taget skade. I de våde og bløde madvarer vil det nemlig hurtigt sprede sig til resten af indholdet. I det korte perspektiv kan det give maveproblemer og opkastninger.
»Men hvis du i længere tid indtager madvarer med skimmel, kan det være farligt for dine celler i forskellige organer,« fortæller Morten Lisby.
Hvis man vil være på den sikre side, anbefaler han, at man holde temperaturen i sit køleskab på mellem to og fem grader, og rengør sit køleskab en gang om ugen, hvor man samtidig kan smide for gamle madvarer ud.
Fakta:
Du skal være særligt opmærksom på juice, marmelade, ost, pesto, og brød. Selv med den lave PH værdi kan der hurtigt udvikles skimmel.
Holdbarhed efter åbning i køleskab ved 5 grader:
Juice kan holde sig 3-4 dage
Marmelade kan holde sig 2-4 uger
Nogle pesto kan holde sig ca. 1 uge
Brød kan holde sig 7-8 dage
Ost kan holde sig 2-3 uger
Læs også: