Flere og flere motorcyklister vil begive sig ud på vejene i de kommende måneder, fordi det lune forårsvejr er ved at slå igennem. De mange motorcyklister på vejene skaber større risiko for trafikulykker, advarer Rådet for Sikker Trafik i ny pressemeddelelse. Ulykkerne sker ofte fordi motorcyklisterne kører for stærkt, og fordi bilisterne overser dem.
– Der sker ulykker fordi bilisterne ikke er opmærksomme på motorcyklisterne. Men motorcyklisterne skal også være opmærksomme på at sætte farten ned og være opmærksomme på om de er blevet set, siger specialkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik Søren Troels Berg og fortsætter,
– Det kan godt betale sig for motorcyklisten at være lidt mere opmærksom, så man er klar til at bremse op, hellere en gang for meget end en gang for lidt.
Læs også: København må undvære bycyklerne hele sommeren
Der er god grund til at sætte farten ned på motorcyklen. En foreløbig opgørelse fra 2012 viser at 12 motorcyklister mistede livet i trafikken sidste år. Fra 2007-2011 mistede 140 motorcyklister livet og 1036 kom alvorligt til skade i trafikken ifølge pressemeddelelsen.
– Der er to typer af ulykker. Den ene er eneulykker, typisk en motorcykel der kører alt for stærkt og ikke har efaring eller rutine, som kommer for hurtigt ind i et sving, de ikke var opmærksomme på. Den anden type er motorcyklister der kører sammen med bilister, typisk i kryds hvor bilisten overser motorcyklisten, forklarer Søren Troels Berg.
I forårsmånederne kan det være ekstra farligt for motorcyklisterne at begive sig ud på vejene.
– Der er kommet flere nye motorcyklister på gaden end hvad bilisterne har været vant til igennem hele vinteren, så bilisterne er ikke vant til at kigge efter motorcyklisterne, samtidig med at motorcyklisterne ofte overrasker bilisterne, da de kører hurtigere end bilerne, siger Søren Troels Berg.
Men motorcyklisterne kan også være en fare for sig selv.
– Den rutine man har oparbejdet året før, den er man lidt rusten på i foråret, det vil sige, at nogen af de ting, man kunne med sin motorcykel i efteråret, da man satte den i garagen, det har man mistet lidt rutinen i, siger Søren Troels Berg.
Refleksvesten er populær
Noget tyder dog på, at en del af motorcyklisterne er opmærksomme på faren. Antallet af motorcyklister der bruger refleksvest er steget fra 9 til 12% fra 2010-2012 viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik.
– Det er glædeligt at flere motorcyklister er blevet mere opmærksomme på at gøre sig synlige, enten ved at tage refleksvest på eller vælger køredragt, hjelm m.m. der er tydeligere i trafikken. De betyder, at det er nemmere at se for bilisterne, når de har nogen lysende farver på, udtaler Søren Troels Berg i pressemeddelelsen.