“Orkaner er ikke nødvendigvis skidt”

Orkanen Sandy raser på den amerikanske østkyst og ødelægger værdier for et endnu ubestemt antal kroner. Dette er dog ikke nødvendigvis dårligt for den amerikanske økonomi, siger cheføkonom Steen Bocian fra Danske Bank:

”Det ødelægger noget velstand, bygninger eller broer, men rent vækstmæssigt, så er orkaner paradoksalt nok ikke nødvendigvis skidt.”

Den New York-baserede Wall Street Journal skrev i går, at økonomer ved det amerikanske analyseinstitut Moody’s Analytics forudser, at den økonomiske aktivitet, der går tabt som en følge af orkanen Sandy, vil blive indhentet i de følgende uger og derved ikke har den store effekt på den amerikanske vækst. Dette synspunkt bakkes op af Steen Bocian:

”Det er ikke noget vi har lavet nogen konkret vurdering af (Sandy, red.), men det man skal huske på ved naturkatastrofer, det er jo at de, når de står på, giver anledning til et dyk i aktiviteten, men efterfølgende kommer der jo så en stigning i aktiviteten, når der skal ryddes op og udbedres skader."

Skønt Steen Bocian anerkender tabet af ejendom, vil udbedringen af ødelæggelserne, ifølge ham, altså overraskende nok kunne vise sig at være en fordel for den amerikanske økonomi i og med, at den stimulerer den økonomiske aktivitet:

”Typisk er naturkatastrofer ikke noget der er vækst- eller aktivitetsmæssigt er negativt. Det er faktisk kun i en forholdsvis kort periode.”