It-rod giver syge danskere dårligere behandlig

Landets overlæger bruger en stadig større del af deres arbejdstid på opgaver, der ikke direkte har med patientbehandling at gøre.

Landets overlæger bruger en stadig større del af deres arbejdstid på opgaver, der ikke direkte har med patientbehandling at gøre. Det går ud over kvaliteten af behandlingen og skaber dårligt arbejdsklima

Registrering, dokumentation og kontrol i bøvlede it-systemer. Det forhold præger i stadig større grad hverdagen for landets overlæger. Og det er et kæmpe problem, for det tager tid fra kerneopgaven, som er den egentlige patientkontakt. Sådan lyder opråbet fra overlæger og Overlægeforeningen.
 

En tidsrøver

Det er de it-systemer, som er en del af den såkaldte Danske Kvalitetsmodel, der bl.a. har til hensigt at dokumentere og synliggøre kvaliteten i sundhedsvæsenet, der volder kvaler.

»Her på afdelingen har vi 20 minutter til en patient, og op mod halvdelen af den afsete tid går med at logge ud og ind af it-systemer,« siger overlæge på Rigshospitalets onkologiske afdeling Claus Kamby.

At der er bøvl med it-systemerne bakkes op af Martin Ballegaard, der er overlæge og tillidsrepræsentant i Overlægeforeningen.

»Vi har fået en masse it-systemer, som har nogle børnesygdomme, der gør, at vi ikke arbejder så effektivt, som vi gerne ville. For at komme i gang med konsultationen af en patient skal du først logge dig ind i ét system, der giver adgang til selve patientjournalen. Skal du se nogle blodprøver, skal du ind i et andet system, som kræver et andet password, og vil du lige se på et røntgenbillede, kræver det indlog i helt tredje system,« siger han.

Mindre tid til patienter giver ringere behandling

Den megen tid, der går med at håndtere bøvlede it-systemer har alvorlige konsekvenser.

»Hvis du ser 20 patienter i løbet af en formiddag, så er der måske fem af tiderne, du bliver nødt til at skære væk, fordi du simpelthen ikke kan nå at koble ind og ud af alle de her systemer,« siger Martin Ballegaard.

Men det er ikke kun dét, at færre patienter bliver behandlet, der udgør et problem . Også kvaliteten af behandlingen er påvirket af lægernes administrative byrder.

»Når vi har mindre tid per patient, så bliver kvaliteten af den behandling, vi giver også dårligere,« siger overlæge Claus Kamby.  

Arbejdsklimaet forringes

Claus Kamby påpeger, at den forøgede administrative byrde også smitter af på arbejdsglæden.

»Det er et frustrationselement for os læger, der sætter høje faglige mål. Man føler tempoopskruning og manglende glæde ved arbejdet over alle de meningsløse ting, man skal gøre. Og det kan komme til udtryk som stress og i form af depressionssymptomer,« siger han.

Formand for Overlægeforeningen, Erik Kristensen, raser også over de ringe it-systemer og den megen kvalitetskontrol, der præger den danske sundhedssektor.

»Jeg har foreslået, at man direkte skrotter Den Danske Kvalitetsmodel, der med bl.a. it-systemer skal sikre afbureaukratisering. Problemet er, at politikerne taler og taler, men der sker jo ikke en pind på området,« siger han.

Læs også:

Læger topper med drukskader
Sæt velfærdsarbejderne fri