Følelsen af ensomhed kan opstå, hvis man føler sig anderledes end de mennesker, man omgiver sig med.
22-årige Sofie Würtz fra Roskilde, der er queer-person, voksede op uden nogen at identificere sig med. Hun har mærket ensomheden på egen krop.
– Jeg havde ikke nogen at spejle mig i, da jeg indså, at piger måske var lidt mere spændende end drenge. Den eneste homoseksuelle person, jeg kendte til, var min venindes onkel. Det var tit ensomt, fortæller hun.
Sofie Würtz er ikke den eneste, der har følt ensomheden. Faktisk er 37 procent af LGBT+-personer i alderen 16-29 år ensomme. Andelen af ensomme danskere i samme aldersgruppe, som ikke er LGBT+-personer, er 6-7 procent. Ensomhed er altså 5-6 gange mere udbredt blandt LGBT+-personer over 16 år, end blandt andre voksne over 16 år i Danmark. Det viser en undersøgelse lavet i 2020 af Als Research for Miljø- og Fødevareministeriet.
Men det vil Solrød Bibliotek og Kulturhus nu gøre noget ved.
Ved hjælp af 87.250 kroner, bevilget af Slots- og Kulturstyrelsen, skal der nu skabes et fællesskab på Sjælland for unge LGBT+ personer, som hidtil har måttet tage helt til København, for at finde nogen at spejle sig i.
Vil skabe det fællesskab, hun selv manglede
Projektet bærer navnet RegnbueREP og har til formål at komme mistrivslen blandt denne gruppe unge til livs. Et af redskaberne, som initiativtageren, Liv Clausen, vil tage i brug, er repræsentation i form af film, serier, koncertoptagelser og bøger. Kultur, som deltagerne kan genkende sig selv i.
– En ting er, at man ikke ser sig selv repræsenteret på Netflix eller på biblioteket, men en anden ting er, at man ikke ser sig selv repræsenteret i sine jævnaldrende. Så det er et problem, at man kan føle sig meget alene, og den mentale mistrivsel er enormt stor, netop de steder, hvor der er langt til LGBT+-tilbud, siger initiativtageren.
Hun vil gerne skabe det fællesskab, hun selv manglede, da hun som ung queer-person voksede op i Sønderjylland.
Det betyder forkortelserne
– LGBT står for Lesbian (lesbisk), Gay (homoseksuel), Bisexual (biseksuel) og Transgender (transkønnet)
– + dækker over de andre seksualiteter eller kønsidentiteter, der ikke er omfattet i bogstaverne LGBT.
– Queer er en samlebetegnelse for personer, der grundlæggende ikke abonnerer på, at der kun findes to køn. Det kan både betyde, at man har en kønsidentitet, der ligger udenfor mand/kvinde og/eller, at man tilhører en seksuel minoritet, altså at man ikke er heteroseksuel.
– I RegnbueREP er -REP en forkortelse for repræsentation. Med det menes repræsentation i populærkultur og det offentlige rum, da projektet også har som sigte at introducere deltagerne til bredere og bedre repræsentation af LGBT+ personer.
Kilde: LGBT Danmark og RegnbueREP.
Liv Clausen beskriver følelsen af endelig at møde nogen, man kan spejle sig i, som at “slukke for emhætten”.
– Der er en følelse af ensomhed, som falder væk. Det synes jeg, alle skal have adgang til, især i en alder hvor alting er en smule følsomt og prekært. Følelserne går højt, så det ville have gjort en stor forskel for mig i den alder, siger hun.
Projektet blev kickstartet med et kombineret dragshow/foredrag af Mizz Privileze på Solrød Gymnasium. Arrangementets formål var at starte en snak om det at være LGBT+-person, og for at gøre opmærksom på, at selvom startskuddet til RegnbueREP lød denne aften, begynder forløbet først til januar.
RegnbueREP begynder altså til januar og slutter i juni, og kommer til at bestå af en række samtalecaféer 1-2 gange om måneden, hvor deltagerne bliver præsenteret for musik, film, bøger og andet, foruden bare at være et rum, hvor man kan tale om, hvordan det er at være ung LGBT+-person.
Det er åbent for alle unge mellem 15-25, der er nysgerrige på sig selv, sin identitet og seksualitet – også selvom man ikke er sprunget ud. Forløbet er helt gratis, og er ikke kun for unge i Solrød, men derimod for alle, der har lyst til at blive en del af et fællesskab lidt tættere på end København
Jeg var ikke som de andre
Da Sofie Würtz var ung i Roskilde, følte hun sig ofte anderledes end sine venner, selvom de accepterede hendes seksualitet.
– Det var tit ret ensomt ikke at have nogen at spejle sig i. Fordi man havde en tendens til at tro, at der var noget galt med én. Specielt da jeg kom i gymnasiet, selvom jeg sagde det til mine venner instantly, så var det stadig mærkeligt, fordi jeg ikke var som de andre.
Hvis Sofie Würtz gik i gymnasiet i Roskilde i dag, ville hun have brugt fællesskabet i Solrød, som RegnbueREP vil danne rammen om.
– Særligt da jeg kom hjem fra udveksling (i 10. klasse, red.), hvor jeg ikke havde nogen at spejle mig i, ville jeg have brugt det, siger hun.
Håbet er, at RegnbueREP vil mindske ensomheden blandt Sjællands unge LGBT+-personer, der nu slipper for at tage helt til København, for at finde anerkendelse og genkendelse.
Sådan gjorde vi: Ideen udsprang af et opkald til Solrød Bibliotek og Kulturhus, hvor de fortalte om dette nye initiativ, de satte i søen samme dag. Det afledte et besøg på Solrød Gymnasium, hvor RegnbueREP blev kickstartet. Her blev initiativtageren til projektet interviewet. Efterfølgende fik jeg kontakt til Sofie Würtz, som også blev interviewet fysisk.