Liberal Alliances første borgmester er valgklar: »Der er ingen vej uden om Liberal Alliance«

 

Emil Blücher (LA) var første mand i stemmeboksen tirsdag morgen. Foto: Emma Carlsen

Skrevet af Casper Heitmann og Emma Carlsen

Liberal Alliance står, ifølge meningsmålingerne, til at blive en af valgets helt store vindere. Partiets formand, Alex Vanopslagh (LA), har været en stor profil i valget, men ude i kommunerne har Liberal Alliance endnu én. Emil Blücher (LA) er Liberal Alliances første og eneste borgmester, og han sidder i Solrød Kommune. Her trak han, og partiet, mange af de tvivlende vælgeres stemmer ved kommunalvalget sidste år. Blücher håber på at se samme tendens ved dagens folketingsvalg.

– Når vælgerne har set, hvad det har betydet for Solrød Kommune, tænker de måske, at det er knap så farligt at stemme LA igen ved et folketingsvalg, forklarer han.

Emil Blücher (LA) er også klar i spyttet, når det kommer til værdipolitik.

– Det er helt bestemt økonomi, som er et af de vigtige emner for mig. Helt lokalt synes jeg, at det ville være vigtigt, at vi får et opgør med folkeskolereformen, fortæller Emil Blücher (LA) og fortsætter:

– Og for at ændre det i kommunerne, så skal vi have folketingets hjælp.

Alt over 5% på valgdagen er et enormt flot resultat.

Emil Blücher (LA), Borgmester i Solrød.

LA står godt i dagens seneste meningsmåling fra Gallup, hvor LA står til hele 7.3% af stemmerne. En markant bedre måling end ved sidste valg, hvor de kun fik 2.3% af stemmerne. 

Emil Blücher (LA) forholder sig dog lidt mere beskeden:

– Alt over 5% på valgdagen er et enormt flot resultat.

Dog er han sikker på, at LA kommer til at spille en central rolle ved valget.

– Der er ingen vej uden om Liberal Alliance, hvis der skal dannes et blåt flertal, fortæller han. 

Solrøds vælgere

Solrød Kommune

  • Størrelse → 40.1 km2
  • Region → Sjælland
  • Indbyggertal → 23.441 (2021) 
  • Gennemsnitsalder → 41.6 år 
  • Befolkningstæthed → 585 pr. km2. 
  • Danmarks første og eneste kommune med en borgmester fra Liberal Alliance
  • Har Danmarks yngste borgmester, Emil Blücher (LA), 29 år.

Kilde: https://www.solrod.dk/kommunen

Ifølge Emil Blücher (LA) var der en del tvivlende vælgere ved sidste års kommunalvalg. Tvivlere, som endte med at sætte deres kryds ved Liberal Alliance. Dette håber han, kan have en indirekte effekt på borgerne i Solrød Kommune, sådan at de også stemmer LA ved folketingsvalget.

Selv om Solrød Kommune endte med en borgmester fra Liberal Alliance, er det dog ikke sikkert, at de lokale deler samme politiske syn ved dette folketingsvalg.

– Jeg har været meget i tvivl. Jeg synes, at der er er brug for forandring, men omvendt synes jeg ikke, at de kandidater, der er, kan gøre forskellen, forklarer Nikolaj Steen Jensen, som bor i Solrød Kommune.

Christina Bendix bor samme sted. Hun mener, at valgkampen til tider har været uoverskuelig. Derfor har det været svært at vide, hvor man skal sætte sit kryds, påpeger hun. Hun har derfor sat sin lid til diverse kandidattests.

– Jeg stemmer enten Moderaterne eller Venstre, men nu må vi se, hvad de næste par tests siger, fortæller hun.

Valgkamp på TikTok

En del af Liberal Alliances formodede fremgang ved folketingsvalget kan muligvis skyldes partiets formand, Alex Vanopslagh (LA) og hans forsøg på at nå ud til de unge vælgere gennem TikTok. Selv mener Emil Blücher (LA), at det er en god måde at føre valgkamp på.

– Jeg synes, at TikTok er et seriøst nok medie. Det fungerer som et blikfang til at skabe interesse. Det er ligesom valgplakater eller som en annonce på Facebook, siger han.

Han mener dog samtidig, at de unge også bærer et ansvar for, at sætte sig ind i den reelle politik.

– Selvom TikTok skaber opmærksomhed, antager jeg kraftigt, at langt de fleste unge læser op på politikken, før de går i stemmeboksen, forklarer han.

Samtidig er hans råd til de unge, at det er meget vigtigt at bruge den demokratiske stemme, man har.

– Det er vigtigst, at man stemmer, og at man stemmer personligt på en kandidat, siger han.

Selv stemmer Blücher ikke overraskende på Liberal Alliance ved valget, men han holder dog tæt med, hvem der har fået hans personlige stemme.