Vi vil i biffen til halv pris, og det skal være dansk

Vi vil da i biffen til halv pris  Foto: morgueFile
Vi vil da i biffen til halv pris
Foto: morgueFile

Vi vil i biografen til halv pris. Derfor skiftede 147.054 i søndags fordybningerne i sofaen ud med plysstole, popcorn og blandselv slik rundt om i landets biografer.

Biografbesøget fejrer store triumfer i disse år og som bonus er det i år vore nationale film, som er danskernes fortrukne
Michael Fleischer, formand for Foreningen af Filmudlejere i Danmark

For fjerde år i træk gentager Foreningen for Filmudlejning og Danske Biografer med støtte fra Det Danske Filminstitut Den Store Biografdag. Landet over kunne alle forestillinger ses til halv pris.

– Biografbesøget fejrer store triumfer i disse år og som bonus er det i år vore nationale film, som er danskernes fortrukne. Det kan man kun glæde sig over, udtaler Michael Fleischer, formand for Foreningen af Filmudlejere i Danmark, i en pressemeddelelse.

I 2012 var Hvidsten Gruppen den mest sete danske film
med 754.000 solgte billetter

Den mest sete film af alle i 2012 var Skyfall med 825.000 billetter
Kilde: Danmarks Statistik

Vi vil se dansk

2013 er et jubelår, skriver filmudlejerne i deres pressemeddelelse. Ikke kun for biograferne, men også for dansk film. Tre af de fem mest sete film på Den Store Biografdag var nemlig danske. Førstepladsen indtog Kvinden i buret.

Kigger man på top fem for hele 2013 og frem til nu, så er fem ud af de fem mest sete film danske, fremgår det ligeledes af pressemeddelelsen.

Områdedirektør for publikum og formidling på Det Danske Filminstitut, Steffen Andersen-Møller, kalder det historisk flot for dansk film. Der er to ting, som har betydning, siger han:

– Dels at de danske film favner bredt, dels at amerikanske film i øjeblikket underperformer.

Men succesen betyder ikke nødvendigvis flere penge til dansk film, for rammerne er er lagt, siger han. Der er en filmaftale med nogle mål om, hvor mange film der skal laves, så der spiller det ikke ind, fastslår Steffen Andersen-Møller.

 Se også: TV: Copenhagen PIX indtager byen 

Travlhed og tilfredshed

Chefredaktør på kino.dk, Søren Søndergaard, oplevede også interessen omkring Den Store Biografdag.

– Vi havde 700.0000 klik på kino.dks hjemmeside i går, imod 340.000 klik forrige søndag, så der har været interesse, siger Søren Søndergaard, der også oplevede øget trafik på siden i dagene op til, hvor folk bookede pladser.

Salgs- og marketingsdirektør for Nordisk Film Biografer, der har 18 biografer landet over, Jacob Elkær-Hansen, er glad for besøgstallene fra i søndags.

– Vi havde mere en 50.000 solgte billetter, hvilket er en fordobling i forhold til en almindelig søndag, siger han.

Biografgængerne var også tilfredse. Dorte Jensen var en af dem, der benyttede sig af tilbuddet om at sidde i plysmørket til halv pris.

– Jeg er glad for at komme i biografen til halv pris, jeg synes, det er god ide. Nu går jeg godt nok meget i biografen i forvejen, men vil klart udnytte muligheden for at komme af sted til halv pris, siger hun.