Sundhedsskadelige omklædningsrum på Trørød Skole flytter svømmeundervisning

Skimmelsvamp i omklædningsrummene flytter svømmeundervisning fra Trørød Skole til Rundforbi Svømmehal.
Foto: Lene Haug, Arkiv

Eleverne på Rude Skov Skole og Skovlyskolen skal ikke snydes for at lære butterfly, brystsvømning eller crawl på trods af sundhedsskadelige omklædningsrum. De har hidtil kunne bruge Trørød’s skoles svømmehal, men deres omklædningsrum er plaget af skimmelsvamp, og derfor er det ikke muligt. Deres svømmeundervisning skal nu foregå på Rundforbi Svømmehal. Det blev besluttet onsdag til et møde for Kultur- og Fritidsudvalget.

Udvalget blev først orienteret om skimmelsvampen i omklædningsrummene den 11. september 2024. Her blev det også besluttet, at den offentlige svømmetid i kommunens svømmehaller i en midlertidig periode skulle omprioriteres til svømmeundervisning. Det fremgår af referatet af mødet.

Det er uvist, hvor lang tid der går, før eleverne kan benytte omklædningsrummene på Trørød Skole igen, da skimmelsvampen er en konsekvens af dårligt renoveringsarbejde. Det fortæller Anne Christiansen (Lokallisten Rudersdal), der er i Børne- og Skoleudvalget.

– Der skal være en synssag først, det er jo en dårlig renovering, så der skal nogen til at kigge på det først og vurdere skaden, så der kan skrives en sag. Og så skal de i gang med at renovere det. Synet er sat til februar, så jeg gætter på, at det bliver sådan her skoleåret ud, siger hun.

Læs også: Borgere vil stoppe lukningen af 200 år gammel skole

Derfor var det vigtigt at få en aftale med Rundforbi Svømmehal, så svømmeundervisningen stadig kunne afholdes. Også selvom det vil være til gene for nogle af de almindelige brugere. Det fortæller udvalgsformand for Kultur- og Fritidsudvalg Knud Skadborg (C).

– Det kræver virkelig noget fra forvaltningen, svømmehallen og skolerne for at sikre sig, at genen for de offentlige brugere bliver så lille som overhovedet mulig. Det er jo ikke noget, nogen af os ønsker, men børnene skal have den undervisning, så de lærer at svømme, siger han.

Får ikke den store betydning for Skovlyskolen 

Ifølge skolelederen på Skovlyskolen Søren Wadt har flytningen af svømmeundervisningen fra Trørød Skole til Rundforbi Svømmehal ikke den store betydning for undervisningen.

– Når vi har fået sat den nye løsning på skinner, har det en minimal betydning for os. Det betød lige, at vi havde et par uger, hvor vi ikke kunne gennemføre vores undervisning, siger han.

Eleverne skulle allerede tage en bus, for at komme frem til Trørød Skole, og turen til Rundforbi vil kun tage et par minutter mere, fortæller han.

– Nu hvor vi har styr på, hvor bussen skal køre hen, er det vand jo i virkeligheden lige så godt, som det der var ude på Trørød Skole, til at lave svømmeundervisning i, siger han.

Det betyder det for de almindelige svømmere

Skolernes svømmeundervisning går udover de normale åbningstider for almindelige brugere af svømmehallen. Skolerne har hver fået to timer om ugen i Rundforbi Svømmehal. Rude Skov Skole har adgang tirsdag kl. 10-12, og Skovlyskolen har fået lov at benytte svømmehallen torsdag kl. 10-12. De opdaterede åbningstider for offentligheden, kan man finde på svømmehallens hjemmeside.

Det kommer ikke til at gå udover hverken babysvømning eller Aquafitness, men Knud Skadborg (C) forstår, at det ikke er optimalt for de offentlige brugere.

– Det kan sagtens være, at der er nogle der kommer til at lide under det. Det ville jo være mærkeligt andet. Der er jo andre brugere, der så ikke skal være der. De kunne jo så bare komme lidt før den dag. Det er jo træls, hvis du er vant til at komme kl. 10, og så skal du allerede komme kl. 9. Du fordeler nogle knappe ressourcer, og så går det udover nogle. Sådan er det jo, siger han.

Nye åbningstider i Rundforbi SvømmehalSvømmehal og Aquafitness

Mandag 6.30-12.00, 15.00-19.30 og 10.00-10.45

Tirsdag 6.30-10.15 og 8.30-9.15

Onsdag 6.30-12.00, 15.00-20.00

Torsdag 6.30-10.00

Fredag 6.30-12.00 og 10.00-10.45

Lørdag 8.00-16.00

Søndag 8.00-16.00

Kilde: Rudersdal Kommune

Læs også: Svømmehal døjer med opkast og lort i vandet: “Det virker urealistisk” 

Sådan gjorde vi: Journalisten læste et referat fra kommunens møde for Kultur- og Fritidsudvalget. Her var et af punkterne “skoletider i svømmehallerne”. Herefter kontaktede journalisten de to politikere og skolelederen, og interviewede dem telefonisk. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.