Lokalbefolkningen støtter op: Donerer møbler i massevis til ukrainske flygtninge

Jytte Eskesen har været forbi Piberødhus flere gange med møbler, køkkengrej, cykler, håndklæder og viskestykker.
Foto: Camilla Hole Bjerggaard Christiansen.

Tøj, kæledyr og personlige ejendele var der plads til, men de ukrainske familier måtte efterlade møbler og køkkenudstyr, da de flygtede.

Der nu omkring 50 ukrainske flygtninge på Piberødhus, som ligger i Ebberød lidt udenfor Birkerød. I 2022, da krigen i Ukraine brød ud, flygtede ukrainerne til Danmark, hvor nogle blev indkvarteret på Piberødhus, der stod forladt, umøbleret og med tomme køkkener. 

Selvom det snart er tre år siden Rusland, invaderede Ukraine, kommer der stadig nytilkommende ukrainske flygtninge til Piberødhus. Derfor tager Rudersdal Kommune endnu en sektion af den trelængede bygning på cirka 2.760 kvadratmeter i brug.

– En stor opholdsstue og et køkken står totalt tomt, og vi har derfor brug for alt, vi kan få af møbler og køkkenting. 

Det fortæller Hanne Kaarsberg, der er frivillig og aktivitetsansvarlig på Piberødhus og fortsætter.

– Jeg er meget imponeret over borgerne i Birkerød. Jeg lavede et Facebookopslag, og jeg har fået så mange henvendelser fra folk, der vil donere noget.

“Det er forskelligt alt efter, hvor vi er i livet, om det er ting, penge eller tid, man har at bidrage med” – Kenneth Kamp Butzbach, generalsekretær i ISOBRO.

En af de borgere, der selv er trukket i arbejdstøjet, er Jytte Eskesen, der selv bor i Rudersdal Kommune. 

– Bare det at jeg kan gøre noget, synes jeg, er enormt tilfredsstillende, fortæller hun, da journalisten møder hende på Piberødhus. 

Jytte Eskesens tilfredsstillende følelse er ikke en påstand, der er hevet op af hatten. 

– Forskning viser, at vi bliver glade af at give, men nogle gange glemmer vi det, hvis vi ikke har gjort det i noget tid, lyder det fra Kenneth Kamp Butzbach, der har over 20 års erfaring med fundraising i NGO’er og er generalsekretær i indsamlingsorganisationens brancheorganisation, ISOBRO. 

Det er heller ikke første gang, at Jytte Eskesen er forbi Piberødhus med gamle møbler, køkkengrej, cykler, håndklæder eller viskestykker. For 14 dage siden pakkede hun også bilen, tog arbejdshandskerne på og slæbte møbler ind i bygningen på Sophie Magdelenes Vej i Ebberød.

Artiklen fortsætter under billedet. 

På Piberødhus bor der omkring 50 ukrainske flygtninge, mange af dem er kvinder med børn.
Foto: Camilla Hole Bjerggaard Christiansen.

 

Mange bække små gør en stor å

Det er ikke alle, der har lige meget tid eller overskud til at arbejde frivilligt eller donere, og der bliver bestemt ikke set skævt til folk, der ikke kan bidrage med så meget, fortæller Hanne Kaarsberg, der er frivillig og aktivitetsansvarlig på Piberødhus. 

Læs også: Ukrainere hos kendt burgerkæde udløser pris

Og selvom Jytte Eskesen har travlt med sit fuldtidsjob og andre daglige gøremål, holder det hende ikke fra at bruge sin hverdagsaften på at aflevere møbler til midlertidige indkvarteringssted. 

– Jeg har et fuldtidsjob, og jeg har selv været ved at knække nakken på grund af stress. 37 timer – det er nok for mig, så det her er min måde at give noget til andre, lyder det fra Jytte Eskesen. 

Kenneth Kamp Butzbach påpeger, at et bidrag findes i mange afskygninger.

– Det er forskelligt alt efter, hvor vi er i livet, om det er ting, penge eller tid, man har at bidrage med. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

Indsamlingsorganisationerne nyder stor opbakning

Ifølge en indsamlingsundersøgelse foretaget af ISOBRO i perioden 2020 til 2023 fremgår det, at indsamlingsorganisationers største indtægtskilde kommer fra privatpersoner, som udgør 63 pct. af den samlede finansiering i 2023. 

Det vidner om, at indsamlingsorganisationerne nyder stor opankring fra danskerne, og dette gælder især under krisesituationer, fremgår det af indsamlingsundersøgelsen.

– Der er indsamlet mere end 1 mia. alene i 2022 i forbindelse med krigen i Ukraine, står der i undersøgelsen, som er foretaget af ISOBRO i samarbejde med Deloitte. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

Nøgletal fra indsamlingsundersøgelsen

Den samlede indsamling i organisationerne er samlet set steget med 26,4 pct. fra 2020 til 2023. Denne stigning svarer til et beløb på 1.451 millioner kroner.

Herunder er bidraget gennem nationale, sociale og humanitære organisationer steget med 26,8 pct. svarende til 280 millioner kroner i samme periode.

Kilde: ISOBRO, Indsamlingsundersøgelsen 2024

Sådan gjorde vi: Idéen til denne artikel stammer fra Hanne Kaarsbergs facebookopslag. Vi har været i kontakt med alle kilder fysisk eller via telefon. Hanne Kaarsberg og Jytte Eskesen har medvirket i et fysisk interview mens Kenneth Kamp Butzbach er interviewet over telefon.

Leave a Reply

Your email address will not be published.