I en tid, hvor overdreven brug af digitale skærme ofte bliver kritiseret, og teenageren i hjemmet ikke er til at rive væk fra computerspillene, kan det analoge skakspil måske være en løsning på problemet. Derfor fosøger den lokale skakklub i Roskilde at sætte tidsintervallet ned på deres spil for at appellere mere til det unge klientel.
Skakklubben forsøger at tiltrække flere unge
Martin Mosgaard Knudsen er 45 år og næstformand i klubben. Han har forsøgt at tiltrække et yngre publikum ved at sætte varigheden af et skakspil ned, da de unge godt kan finde de timelange partier en smule kedelige. Derfor er klubben nu begyndt at sætte spilletiden ned til 20 minutter.
– Vi holder hurtigskak – det har vi gjort for at få flere nye medlemmer ind. Før i tiden kom de unge ind og så, at der sad 15 mennesker overfor hinanden uden at sige noget, da partierne varede meget længe. Men med hurtigskak har jeg gerne villet prøve at gøre det mere socialt, så de unge kan være med, siger Martin Mosgaard.
En af de unge, der på det seneste er begyndt at gå nede i skakklubben, er den 20-årige Peter Laurents, som er glad for ikke bare at sidde derhjemme og spille.
– Det føles ikke lige så fedt, syntes jeg. Det er jo nok en blanding af, at det føles sygt fedt at tage en fysisk stor, håndslebet træbrik og at rykke den til det rigtige felt i stedet for bare at rykke med musen, siger Peter Laurents, inden han fortsætter:
– Men der er helt sikkert også noget med, at der er andre ting på min computer. Altså, at min computer ikke kun er skak, men der er alt muligt andet. Hvor et skakbræt – det er kun skak.
Det er også nemmere at koncentrere sig, når man ikke sidder og ser ind i en skærm, mener Peter Laurens.
– Jeg kommer for at blive bedre, og fordi jeg syntes, at det er fedt at spille over brættet. Det er bare en oplevelse, fordi det er meget lettere at sidde og tænkte dybt.
Peter Laurents har også inviteret sin far med ned i klubben for at spille nogle partier.
– Min far har også været hernede til en turnering. Han fik faktisk også ret meget tæv, hvilket var ret sjovt. Men han har jo heller ikke spillet mod andre end sine venner i 30-40 år eller sådan noget, siger Peter Laurents lidt grinende.
Læs også: Nyt skakhold: Listen over idrætstilbud til børn og unge med diagnoser bliver længere og længere
Hurtigskak gør det mere socialt, så man lettere kan finde nye venner
Felix Jiangs Fusheng er en dreng på 8 år, og han har fået en masse nye venner, efter han er startet i klubben. De er endda blevet venner på trods af forskellige alderstrin.
– Villads og Kristian går også på min skole, så dem kan jeg også se ret tit, men vi kan ikke spille i skolen, fordi vi skal gå ud i frikvartererne, og de er begge to i mellemtrin, og jeg er i indskoling, siger Felix Fusheng og fortsætter:
– Sidste gang, i søndags fik jeg også en ny ven i skakturneringen. Vi legede lidt sammen, da vi havde pause. Han er fra Hillerød Skakklub, og jeg tror, han hedder Villiam.
Skak har også været med til at lære Felix Fusheng, at han ikke behøver at blive nervøs i pressede situationer.
– I den første kamp i lørdags var jeg lidt nervøs, fordi jeg var bange for, at jeg tabte. Sidste gang, da jeg var i Helsingør, tabte jeg min første kamp, så jeg var lidt nervøs. Men nu er jeg ikke så nervøs mere.
Læs også: Brætspil-succes skyldes smartphones
Faktaboks: Klubben har eksisteret siden 1908
Tilbyder skak for alle aldre
Der bliver nu ofte afholdt interne hurtigskakturneringer i klubben
Juniorskakken er begyndt at blomstre
Sådan gjorde vi: Journalisten tog ud til forskellige arrangementer i byen for at finde nyheder og faldt over en skakklub, som var begyndt at sætte tidsintervallet ned for at appellere til et yngre publikum. Derfor endte journalisten med at gå rundt og interviewe folk til en lokal skakturnering.