Ministeren for sundhed og forebyggelse, Nick Hækkerup, anklager i dag Odense Universitetshospital for at bringe tilliden til sundhedsvæsenet i fare. Det sker efter afsløringerne om, at hospitalet forsøgte at hemmeligholde en række fejlbehandlinger af kræftpatienter.
Tillid er alfa og omega, når vi lægger vores liv i andres hænder
Nick Hækkerup, minister for sundhed og forebyggelse
– Tillid er alfa og omega, når vi lægger vores liv i andres hænder. Derfor kræves det, at der er årvågenhed overalt i sundhedsvæsenet, og at der er åbenhed om de fejl, der sker, siger ministeren i et samråd i folketinget.
Helt forfejlet
Ministeren ønsker dog ikke overfor NetAvisen at forholde sig til, om sagen kommer til at få konsekvenser for de ansatte på hospitalet. Nick Hækkerup understreger dog, at hospitalets forsøg på at hemmeligholde oplysningerne er forkert, både moralsk og juridisk.
– Der er ingen tvivl om, at der skal gives oplysninger. Generelt er der jo en oplysningspligt, der gør, at de her oplysninger skal gives. Jeg synes sundhedsvæsenet har en interesse i at give oplysningerne så godt som muligt, siger Nick Hækkerup til NetAvisen efter samrådet.
Ministerens reaktion kommer ovenpå længere tids afsløringer af, at 106 patienter gennem et forskningsprojekt er blevet behandlet med for store doser af kemostoffet cabazitaxel på tre danske hospitaler i Vejle, Aarhus og Odense.
OUH: forkert billede
Der er i den forbindelse dukket en mail op, hvori sygehusdirektør for Odense Universitetshospital Henrik Villadsen foreslog sygehusdirektøren på Vejle Hospital, at oplysningerne skulle hemmeliggøres for patienterne.
Læs også: Patientsamtaler redder liv
Men den udlægning af begivenhederne kan administrerende sygehusdirektør på Odense Universitetshospital Jane Kaglund ikke nikke genkendende til.
Det er ikke til diskussion, at selvfølgelig skal patienterne have informationen
Jane Kaglund, sygehusdirektør på Odense Universitetshospital
– Der er en intern mail, der er blevet brugt meget kraftigt i den her sammenhæng, der viser, hvilke overvejelser, man kan have i den her situation. Men det er ikke til diskussion, at selvfølgelig skal patienterne have information, siger Jane Kaglund
Hun understreger dog, at hun godt kan forstå, at sagen har indflydelse på tilliden til hospitalet.
– Jeg kan godt være enig i, at med den vinkling, som det hele har fået, så er der et element i det, der gør, at det her kan være skadeligt. Men det ærgrer mig, at det er blevet sådan, for det er ikke den måde, vi tænker på, siger hun om sundhedsministerens anklage.
Ministeren har nu bedt Danske Regioner om redegørelse fra Danske Regioner, og har samtidig iværksat en ny handlingsplan for tilsynet med hospitalernes medicinering.