Fordi kvinden i interviewet stadig er jobsøgene, og ikke ønsker at en potentiel arbejdsgiver kan google hende, er navnet, Malene Olsen, et pseudonym.
47-årige Malene Olsen er jobsøgende og døv. Hun har flere gange oplevet, at hendes manglende hørelse er en hindring, når hun skal ansattes i et nyt job. Nu skriver hun ikke i sin jobansøgning, at hun er døv:
– Nu skriver jeg kun på mine ansøgninger, at jeg er døv, såfremt at jeg i den sammenhæng kan fremstille det som en styrke, skriver Malene Olsen i et mailinterview, som navisen.dk har foretaget med hende.
5.000 danskere er døve og har været det siden fødslen.
6.000-7.000 danskere er svært hørehæmmede.
En veluddannet døv er typisk ansat indenfor administration og udvikling.
(Kilde: Beskæftigelses-
ministeriets afdeling for Specialfunktionen Job og Handicap & Center for Døve)
Specialkonsulent hos Center for Døve, Inger Riisager, fortæller, at det er et generelt problem at søge job som døv. Omkring 50 procent af døve i Danmark er arbejdsløse, fremgår det af Center for Døves hjemmeside.
Jeg synes, at der er en tendens til at fokusere på, hvad vi ikke kan, og at det overskygger, hvad vi faktisk kan
Malene Olsen, døv og jobsøgende
Forestillinger om hvad døve kan – og særligt hvad de ikke kan
Malene Olsen mener, at mange døve er arbejdsløse, fordi folk har en forkert opfattelse af, hvilke forventninger man kan stille en døv:
– Jeg synes, at der er en tendens til at fokusere på, hvad vi ikke kan, og at det overskygger, hvad vi faktisk kan, skriver Malene Olsen.
Samtidig kan manglende viden om døve betyde, at andre ansatte trækker sig, siger Inger Riisager:
– Flere tænker, at det kan blive pinligt at starte en dialog med en døv, og derfor lader de være.
Læs også: Mænd dør af arbejdsløshed
Døv kommunikationsmedarbejder
Malene Olsen har en amerikansk bachelorgrad i Business Administration, og søger arbejde indenfor webkommunikation og online markedsføring. På trods af at hun søger job indenfor kommunikation, mener hun ikke, at hendes handicap er en hindring for, at hun kan klare jobbet lige så godt som andre. Det kræver blot alternative metoder.
– Jeg kan godt finde på at søge stillinger, hvor det kræver telefonisk kontakt med faste personer, for jeg mener, at i sådanne situationer kan der foretages tilpasninger, for eksempel ved at bruge tolk eller e-mail, skriver Malene Olsen.
Læs også: Sådan slår du arbejdsløshedskøen
Malene Olsen mener, at hun flere gange har fået afslag på et job, fordi arbejdsgiveren har haft et forkert billede af, hvad man kan som døv:
– Jeg savner, at man ser på os som folk med andre kvaliteter, frem for at man ser os som handicappede, hvor handicappet bliver gjort til noget altoverskyggende, skriver Malene Olsen.
Hverken 3F, Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation og sprog (AJKS), Akademikernes a-kasse eller Dansk Erhverv mener, at de har nok erfaring med døve, til at de kan udtale sig om, at arbejdsgivere ikke ansætter døve på grund af deres handicap.