Mørket er for længst faldet på. I de fleste hjem er det flere timer siden, børnene blev puttet, og den sidste kop aftente blev tømt. Klokken er 23.30.
Netaviser sætter i en artikelserie fokus på danskere med et arbejde, der stiller ekstraordinære krav til dem, enten fysisk eller psykisk. Få et indblik i jordemoderen, natarbejderen og cykelbudets arbejdsliv.
Men for 51-årige Lotte Torp Nielsen starter en ny arbejdsdag, eller arbejdsnat som hun selv udtrykker det, når dagen går på hæld. Hun er social- og sundhedshjælper i ældreboliger for mennesker med demens i Humlehusene, Albertslund.
Hendes nattevagter går typisk med tilsyn og personlig pleje af de ældre, at skabe tryghed for dem, som vågner, løbende opgaver såsom hjælp med sondemad samt praktisk bistand af ældreboligerne. Derudover er hun demens-vejleder for sine kolleger.
Lotte Torp Nielsen fik for første gang fast natarbejde for 18 siden, og hun har sammenlagt været natarbejder i syv år, afbrudt af perioder, hvor hun har haft dags- og aftenarbejde.
– Natarbejde er en livsstil. Man vender op og ned på alting. Jeg har næsten altid arbejdet på skæve tider, og det fungerer rigtig godt for mig, siger hun.
Det anbefales, at man ikke har mere end to nattevagter i træk og helst blot har enkeltstående. Det er for at undgå for meget forstyrrelse af døgnrytmen
Overlæge Nanna Eller
Mange nattevagter og skæv døgnrytme
Lotte Torp Nielsens arbejdsuge består af syv nattevagter fra 23.30-07.30, hvorefter hun har en friuge. Den arbejdsrytme har hun bevidst valgt.
– Efter mange års erfaring med nattearbejde ved jeg, at det fungerer bedst for mig med mange nattevagter i træk. Det giver mig muligheden for at være mere menneske i min friuge, siger hun.
Lotte Torp Nielsens arbejdsuge
- Natarbejde som social- og sundhedshjælper i ældreboliger for mennesker med demens i Humlehusene, Albertslund.
- Hun arbejder en uge med syv nattevagter fra 23.30-07.30, efterfulgt af en friuge.
- Det giver en gennemsnitlig arbejdsuge på 28 timer, men grundet nattillæg svarer lønniveauet ca. til en 37-timers arbejdsuge
Hun uddyber, at de arbejdsuger som er opdelt af en frinat er de hårdeste. De kræver større omstilling, og hun oplever at være træt hele tiden.
Læs også: Find dit næste job på Twitter
Ifølge overlæge på arbejds- og miljømedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital Nanna Eller er den officielle anbefaling stik modsat.
– Der er ikke nogen lov på området, men det anbefales, at man ikke har mere end to nattevagter i træk og helst blot har enkeltstående. Det er for at undgå for meget forstyrrelse af døgnrytmen, siger hun.
Hun uddyber, at der er stor forskel på, hvor meget natarbejdere påvirkes af de skæve arbejdstider. Men jo flere timers arbejde om natten, jo værre er bivirkningerne.
Risiko for tristhed og forhøjet blodtryk
Nanna Eller beskriver, at der både er psykiske og fysiske gener forbundet med natarbejde.
– De natarbejdere, som har svært ved at sove om dagen kan blive triste, irritable, og nogle udvikler depression. Mange natarbejdere har problemer med fordøjelsessystemet, og der er en tendens til større BMI og forhøjet kolesterol og blodtryk. Desuden er der en let øget risiko for brystkræft, men det gælder kun for natarbejdere, som i 20-30 år har haft mindst én ugentlig nattevagt, siger hun.
Hun forklarer, at bivirkningerne skyldes, at kroppens døgnrytme er timet til at fungere om dagen. Det er formentligt især hormonet kortisol, som giver anledning til generne ved natarbejde.
Kortisol er nemlig døgnvarierende. Niveauet er højt om morgenen og lavt om eftermiddagen og aftenen. Kortisol styrer mange funktioner i kroppen, og fordi det er bundet op på døgnet, giver det problemer, når man vender op og ned på sit døgn. Et omvendt arbejdsdøgn betyder altså, at man tvinger sin krop til at arbejde modsat fysiologien.
Jeg elsker den ro, der er om natten
Social-og sundhedshjælper Lotte Torp Nielsen
Et spørgsmål om selvdisciplin
Natarbejde
- Defineres som mindst tre timers arbejde i tidsrummet 00.00-05.00, og mindst 300 timers årligt arbejde i dette tidsrum
- Der er omkring 300.000 natarbejdere i Danmark
- Forbundet med gener som træthed, irritabelt humør og tristhed, fordøjelsesproblemer, forhøjet kolesterol og blodtryk, overvægt samt en let øget risiko for brystkræft
Kilde: Videnscenter for Arbejdsmiljø
Lotte Torp Nielsen genkender vægtøgningen og maveproblemerne, men især trætheden og den kortere lunte, som nogle af de udfordringer, hun oplever ved natteravns-livstilen.
– Det sværeste er at holde sin døgnrytme. Efter en endt nattevagt sover jeg fem-seks timer. Derefter er det vigtigt at have disciplin til at stå op og få luft og dagslys og sørge for at spise regelmæssigt og ordentligt. I weekenderne og helligdagene kan det være svært at få sin søvn. Så kan min tålmodighed godt blive sat på prøve, siger hun.
Læs også: Iværksættere: Ja tak, til ny barselsordning
Hun fortæller, at det er blevet nemmere at holde døgnrytmen nu, hvor hun ikke længere har hjemmeboende børn. Inden børnene fløj fra reden, fungerede fast natarbejde ikke for hende. Men i dag oplever hun få ulemper ved det natlige arbejdsliv.
– Jeg er efterhånden en gammel rotte i faget. Derfor ved jeg både, at jeg ikke kan holde samme arbejdstempo om natten, og at jeg ikke skal lave aftaler i mine vagtuger. Når jeg holder selvdisciplinen på de områder, fungerer det rigtig godt for mig, siger hun.
Den særlige ro om natten
Lotte Torp Nielsen arbejder gennemsnitligt 28 timer om ugen, men nattetillæggene gør, at hun kan opretholde nogenlunde samme lønniveau, som hvis hun havde haft en 37 timers arbejdsuge.
Og hun er ikke tvivl om, hvorfor nattelivet tiltrækker hende.
– Det er ekstremt selvstændigt at arbejde om natten. Jeg planlægger selv min tid, og der er god tid til de ældre beboere, som vågner. Og så elsker jeg den ro, der er om natten, siger hun.