Patienten flår døren op, sparker til medicinvognen og vender sig mod hende med et mørkt blik. Hun er trængt op i en krog, så hun sætter sig på hug og beskytter sit ansigt med hænderne. Knytnæveslagene regner ned over hende. Patienten sparker, slår og tramper på hendes skuldre.
Det eneste, hun hører, er kollegaens skrig.
– Jeg tænker: Nu går det galt. Nu går det grueligt galt, fortæller den 24-årige sygeplejerske Ida Passarge om et overfald, der fandt sted en sen torsdag aften i september på hendes arbejde på Hvidovre Psykiatrisk Afdeling.
Overfaldet er langt fra enestående. Den seneste analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 13 procent af alle sygeplejersker blev udsat for vold på arbejdet i 2012. Det svarer til, at 20 sygeplejersker hver dag bliver overfaldet på deres arbejdsplads. Værst er det på de psykiatriske afdelinger, hvor 38 procent har oplevet at blive overfaldet. Volden går især ud over sygeplejersker under 30 år, og overgrebene finder oftest sted på nattevagter.
Ifølge rapporten oplever hver fjerde sygeplejerske følgevirkninger. Dansk Sygeplejeråd og ekspert mener, at der sker for mange overfald og peger på nødvendigheden af bedre forebyggelse af konflikter.
Vi har sygeplejersker, der melder, at der ikke er én dag, hvor de går hjem, uden en patient har truet dem eller grebet til vold.
Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd
Vold som vilkår
Rapporten ’Arbejdsmiljø og helbred i Danmark 2012’ fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at risikoen for at blive udsat for fysisk vold og trusler om vold er større i jobbet som sygeplejerske end gennemsnittet. Næstformand Dorte Steenberg i Dansk Sygeplejeråd er bekymret over de mange overfald.
Læs også: Ida blev banket på jobbet
- 13 procent var udsat for vold i 2012
- Hver tredje sygeplejerske er blevet truet med vold
- Vold og trusler forekommer dobbelt så ofte inden for psykiatrien end for andre sygeplejesker
- Særligt unge sygeplejersker under 30 år udsættes for vold
- Hver fjerde oplever psykiske følgevirkninger
Kilde: Dansk Sygeplejeråd
– Vi har sygeplejersker, der melder, at der ikke er én dag, hvor de går hjem, uden en patient har truet dem eller grebet til vold, siger hun.
Ifølge Annie Høgh, der er professor i arbejds- og organisationspsykologi ved Københavns Universitet, er årsagen til overgrebene, at arbejdet foregår med udadreagerende mennesker. Det kan være problematisk, når der er færre på arbejde om natten, og sygeplejerskerne skal give medicin.
– Forskningen viser, at vold foregår i situationer, hvor sygeplejersker skal gøre noget som dem, de skal gøre noget med, ikke er er så glade for, siger Annie Høgh.
Store konsekvenser
Overfald kan have store følgevirkninger – særligt for det psykiske helbred, forklarer Annie Høgh.
– Hvis overfaldet er meget voldsomt, kan sygeplejerskerne blive syge af det og få langvarige følger. Der er nogle, der får posttraumatisk stress efterfølgende. Derfor er det vigtigt, at man har en politik af efterforløbet af situationen, siger hun.
Læs også: Psykiatrifonden opretter hotline for arbejdsgivere
Ida Passarge fik blå mærker over det hele: på armene, på benene, i siden ved maven og et ved kæben. Hun havde hele patientens skoaftryk på sine skuldre, fordi han trampede på hende. Efter overfaldet blev Ida Passarge og de andre ansatte tilbudt psykologsamtaler.
En gang siden har hun oplevet, at det var ubehageligt på arbejdet.
– Jeg fik flashbacks, da en patient truede os på livet. Det var ikke så meget hans trusler, for det har jeg prøvet flere gange efterfølgende. Det var mest, fordi han lignede ham. Han havde samme mørke blik. Jeg kunne ikke hjælpe med at styre ham. Jeg rystede for meget, fortæller hun.
Pas på din kollega
Hos Region Hovedstadens Psykiatri er vold og trusler et stort arbejdsmiljøproblem, viser trivselsundersøgelsen fra 2014. For at nedbringe antallet af trusler og vold mod personalet har man i Region Hovedstaden udviklet et voldsforebyggende program ’Pas på din kollega – og dig selv’.
Professor Annie Høgh peger på, at det netop er vigtigt, at alle afdelinger har en forebyggelsespolitik, og at sygeplejerskerne får lært konflikthåndtering. Det gælder særligt de unge med begrænset erfaring.
– Det skal trænes ind i nye ansatte og med jævne mellemrum genopfriskes. Det er vigtigt, at alle afdelinger har en antivolds-politik med specifikke beskrivelser, så man ikke er i tvivl om, hvad man skal gøre, siger hun.
Læs også: Overlæge: Sorteper havner hos de praktiserende læger
Dorte Steenberg fra Dansk Sygeplejeråd mener også, at det er vigtigt med forebyggelse og med erfarne kollegaer.
– Når man ikke har erfaring, skal man arbejde med andre med erfaring, så man ikke bliver efterladt alene. Der skal hele tiden være personale, der kan give en rigtig vejledning til, hvordan man undgår de her episoder, siger hun.
På trods af den traumatiske oplevelse har Ida Passarge ikke overvejet at skifte job. Hun synes dog, at det er utrygt at være på arbejde med vikarer:
– Jeg bliver nødt til at lade være med at tænke på det. Især når overfald er sådan noget, der sker ud af det blå. Hvad fanden kan vi gøre?