Den nye sæson af Paradise Hotel har mistet grebet i seerne, og det samme gælder talkshowet Paradise After Dark. Programmet mangler Amalie-faktor, og samtidig efterlyser Susan K. mere sex og flere intriger.
De drikker, fester, dyrker lagengymnastik, skændes og stemmer hinanden ud. Vi har set det hele før, og nu gider vi det ikke mere. I hvert fald er seertallet på TV3’s Paradise Hotel begyndt at dykke hurtigere, end hotellets gæster kan nå at bunde de forskellige drinks.
Programmet hvor de unge singler vælter sig i sprut – og ikke mindst hinanden – fik ellers en nogenlunde start med et seertal på 227.000 seere, hvilket er en del under premieren på programmet sidste år, hvor 266.000 seere sad foran skærmen. I løbet af marts er seertallet faldet til et gennemsnit på cirka 191.000. Alligevel er TV3, ifølge programdirektør Pil Gundelach Brandstrup, tilfredse med seertallet.
»Syvende sæson strækker sig over 64 afsnit på 16 uger. Det er helt normalt, at seertal svinger op og ned. Det ved vi, så det er ikke noget, der giver os grå hår i hovedet,« skriver Pil Gundelach Brandstrup i en mail.
Vi savner Amalie
Sidste sæson af Paradise Hotel trak massevis af seere over på TV3. Og særligt realityfænomenet Amalie Szigethy var med til at sikre programmet seerrekord til finalen, hvor hele 441.000 seere så med. Hos TV3 erkender man da også, at Amalie var helt ekstraordinær, men det betyder ifølge Pil Gundelach Brandstrup ikke, at man ikke er glade for dette års gæster.
»Det er uhørt sjældent, at en realitydeltager i den grad tager seerne med storm, så vedkommende kan bære sit helt eget tv-program – tilmed i to flotte sæsoner. Men vi er mindst lige så glade for alle vores deltagere fra denne sæson som dem fra sidste,« lyder det fra Pil Gundelach Brandstrup til redaktionen.
Susan K.: Mere hor og intriger
Tidligere deltager Susan K., forstår godt, at seerne er ved at tabe interessen for de unge mennesker på hotellet.
»Samtidig med at de nuværende deltagere er lidt kedelige, så der ikke så meget spil,« siger Susan K.
Og den blonde brystbombe er samtidig ikke i tvivl om, hvad der skal til, hvis programmet skal opleve en seersucces, som det gjorde sidste sæson.
»Der mangler meget mere sex og mange flere intriger.«
Talkshowet for de hardcore fans
I forbindelse med den nuværende sæson har TV3 lanceret talkshowet Paradise After Dark, hvor seerne kan møde nye og gamle deltagere og lige få de ekstra intime detaljer, som hotellets kameraer ikke kunne fange. Programmet kommer lige efter hovedprogrammet, og med det sene sendetidspunkt er det naturligt, at seertallet er en del lavere.
Alligevel ser det ud til, at også talkshowet er ved at miste grebet i seerne. I løbet af marts tunede i gennemsnit 105.000 seere ind på TV3 for at se programmet, som ellers har trukket 117.000 seere i snit per afsnit. Men generelt set er TV3 alligevel tilfredse med nysatsningen og fokuserer på, hvordan programmet i alt har klaret sig hidtil.
»Paradise After Dark er et helt nyt program for dem, som bare ikke kan få nok af Paradise Hotel, og over halvdelen af Paradise Hotels seere bliver hængende for også at se Paradise After Dark. Så det lever fuldt op til vores forventninger.«
TV3: Vi ved ikke, om der kommer en ny sæson af Paradise Hotel
Pil Gundelach Brandstrup kan ikke garantere, at seerne også i fremtiden vil kunne følge de vilde hotelgæster. Men kommer der flere afsnit af programmet med det luksuriøse hotel, kan det være, at det bliver med Susan K. som ny vært.
»Der bliver ikke mere af mig på Paradise Hotel, med mindre det bliver i en værtsrolle – og så håber jeg, at de har en ekstrabillet til min kæreste, ellers skal jeg ingen steder,« griner den tidligere deltager.
Læs mere:
Til fest med guderne fra ‘Paradise Hotel’
Vi finder Amalie fra Paradise på mobilen