Endelig viser det danske forårsvejr sig fra sin mere medgørlige side. Men selvom det glædelige gensyn med foråret kan få bekymringerne til at løsne sig, skal systemet stadig være i allerhøjeste alarmberedskab, når det gælder cyklisternes færden i de danske lyskryds.
Antallet af højresvingsulykker er samlet faldet med 50 procent siden år 2000. Det forhindrer dog ikke Rådet for Sikker Trafik sammen med Cyklistforbundet og Dansk Transport og Logistik i at føre kampagne mod højresvingsulykker igennem april.
Læs også: Kvindelig cyklist dræbt i højresvingsulykke
Ifølge Rådet for Sikker Trafik er højresvingende lastbiler noget af det, der gør cyklister allermest utrygge. En række tv-spots skal gøre cyklisterne trygge – ved at gøre dem opmærksomme.
– Meningen er, at hårene skal rejse sig, hver gang du kommer til et lyskryds, siger Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik.
Cyklisterne skal via en række tv-spots lære lastbilens blinde vinkel at kende. Lastbilens blinde vinkel er problemet i højresvingsulykker, og hvis man kender den, kan man placere sig og undgå at blive overset, lyder det på Rådet for Sikker Trafik.
Læs også:Lastvognsbranchen vil undervise sig ud af højresvingsulykker
En dræbt er en for meget
Hvor der i trafikuheld er ti alvorligt sårede for hver dræbt, er der ved højresvingsulykker tre alvorligt sårede for hver person, der bliver dræbt. Dermed er dødsraten i højresvingsulykker høj, og ulykkerne er voldsomme.
– Vores dokumentation viser, at hver trafikdræbt i en højresvingsulykke kunne være undgået ved forebyggelse. Derfor er en kampagne mod højresvingsulykker stadig vigtig, selvom antallet af ulykker falder, siger dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik, Jesper Sølund.
Teknologisk løsning er drømmen
Rådet for Sikker Trafik, Cyklistforbundet og Dansk Transport og Logistik nedsatte i 2004 en tværfagliggruppe, som havde til formål at nedbringe antallet af højresvingsulykker. Bedre spejle på lastbilerne og en tilbagerykkelse af stoplinjen for bilerne er i blandt nogle af de initiativer, der er blevet foretaget. Tilbagerykkelsen har gjort, at cyklisterne nu kan cykle op foran bilerne i stedet for at holde på siden af dem. Den optimale løsning venter dog stadig på at blive udviklet.
– Der bliver arbejdet på at finde en teknologisk løsning, men sådan en løsning må ikke være 99 procent sikker, den skal være 100 procent sikker. Det er først på det tidspunkt, at vi ikke længere vil føre kampagne, siger Jesper Sølund.