Stillerum hvor lektier er forbudt, alkoholfri torsdagsbar, sociale arrangementer på tværs af årgange og mentorordninger.
Det er nogle af de tiltag, som den frivillige organisation ’Pusterummet’ har igangsat på Københavns Universitet for at dæmme op for stress blandt de studerende. Pusterummet er iværksat af medicinstudiet på Københavns Universitet, hvor organisationen forsøger at skabe en slags frirum i det barske studiemiljø.
LYT OGSÅ: Universitetspræst om stress på universitetet
Ditte Brunsgaard, som er forkvinde og stifter af Pusterummet, mener, at kulturen på universiteterne er gået i en mere konkurrencepræget retning frem for en fællesskabsretning. De studerende er ifølge Ditte Bundsgaard så stressede, at de i stedet for at hjælpe hinanden tager skyklapper på og fokuserer på sig selv:
– Det skaber en enorm individualisering på studiet. Og jo mere alene den studerende er, jo hårdere bliver det at håndtere det eksterne og interne pres, siger Ditte Brunsgaard.
LÆS OGSÅ: Studenterorganisationer går til kamp mod stress
Derfor er det nødvendigt med et projekt som Pusterummet, som opfordrer de studerende til at hjælpe hinanden og italesætte stress, så de studerende opdager, at de ikke er alene med følelsen af, ikke at kunne følge med.
– Mange studerende, jeg taler med, føler sig ikke tilstrækkelige som studerende. Men den perfekte studerende findes ikke. Derfor er det vigtigt at snakke højt om, at der ikke er nogen af os, der lever op til det billede. Pusterummet giver plads til at italesætte det uperfekte og utilstrækkelige, så de studerende kan se, at de ikke er alene med den følelse, siger Ditte Brunsgaard.
De medicinstuderende har brug for et sted at sove
Ditte Brunsgaard arbejder på at skabe et rum, hvor de studerende kan finde ro – og få en powernap. Presset på de medicinstuderende er enormt stort. I eksamensperioder kan de studerende læse 10 timer om dagen. Hun forklarer, at man som studerende derfor har brug for et sted at få en pause eller en lur:
– Jeg har selv hængt over bordet på læsesalen mange gange, fordi der ikke er et sted at få en pause. Der er brug for et rum, hvor der er plads til hverken at skulle være social eller faglig, siger Ditte Brunsgaard.
Hver fjerde studerende er stresset
Men stress blandt studerende er ikke kun et aktuelt problem på medicinstudiet. Tendensen ses overalt på landets universiteter. Flere og flere unge føler ofte stress, og især de unge kvinder er hårdt ramt. Én ud af fire i alderen 16-24 år er stressede. Det samme gælder danskere under uddannelse, viser en undersøgelse fra Den Nationale Sundhedsprofil.