Stadig flere unge mangler praktikplads

Antallet af unge, der forgæves søger en praktikplads, er steget med 20 procent siden februar sidste år, viser nye tal fra Undervisningsministeriet. Det er et kæmpe problem, fastslår produktudviklingschef, Tøger Kyvsgaard, fra Københavns Tekniske Skole.

 
– Det at få en praktikplads er den største og mest afgørende faktor for om unge gennemfører deres erhvervsuddannelse. Vores undersøgelser viser, at elever der har en praktikplads, har tre gange så store chancer for at gennemføre deres uddannelse i forhold til dem, der ikke har, udtaler han.
 
 
Hos socialdemokraterne er de bevidste om problemets alvor, og børne- og undervisningsordfører Troels Ravn (S), understreger, at problematikken har høj prioritet hos regeringen:
 
 
– I vores regeringsgrundlag arbejder vi hen imod en egentlig uddannelsesgaranti, der garanterer, at alle unge kan gennemføre deres uddannelser, og det vil forhåbenligt gøre en ende på problemstillingen omkring praktikpladser.
 
 
Men udover, at regeringen håber, at forårets trepartsforhandlinger, med fagbevægelsen og arbejdsgiverne, kan kaste nogle praktikpladser af sig, er der på nuværende tidspunkt ikke udsigt til, at der er nogle konkrete løsninger fra regeringen på vej til de næsten 10.000 unge uden praktikplads.
 
 
– Vi har nedsat et udvalg, der skal se på muligheden for at indføre sociale klausuler, men politisk set er partierne meget delte – Socialdemokratiet håber dog, at dette er et redskab, der kan tages i brug, siger Troels Ravn.
 
 
Sociale klausuler går ud på, at man kan påføre de virksomheder, der udfører opgaver for kommunen, et ansvar for at oprette praktikpladser til eleverne. En løsning som Tøger Kyvsgaard godt kan se fordelen i:
 
 
– Det kræver nogle politiske initiativer at løse dette problem, og da det offentlige står for omkring en tredjedel af den samlede ordretilgang i virksomhederne, er det en reel mulighed  at forbinde de offentlige opgaver med et uddannelsesansvar hos entreprenørerne.  
 
 
Skolerne skal tilbyde kortere aftaler  
 
Tøger Kyvsgaard fastslår, at erhvervsskolerne også selv kan gøre noget for at forbedre praktikmulighederne. Skolerne skal være meget bedre til at udbyde deres uddannelser på en langt mindre forpligtende måde over for virksomhederne. En lang praktikperiode på fire år kan nemlig afholde mange virksomheder fra at tage praktikanter, fordi de er usikre på, om de har arbejde nok til de unge.
 
 
– Skolerne kunne i højere grad modulere praktikforløbene så et enkelt firma ikke hænger på hele praktikperioden, men eventuelt på en mere overskuelig og kortere periode for eksempel et halvt år. Vi kan se, at antallet af lange aftaler med virksomhederne stagnerer, imens antallet af korte aftaler eksploderer, forklarer Tøger Kyvsgaard. Hvilket han ser som et udtryk for, at der er en vilje og en evne hos virksomhederne til at skabe praktikpladser.
 
 
Til trods for, at antallet af elever uden praktikplads er væsentlig større end sidste år, er der dog et enkelt lyspunkt i statistikken for 2012. Der var nemlig 398 færre elever der forgæves søgte praktikplads i udgangen af februar i forhold til udgangen af januar.