En knap i alle landets S-tog kan få toget til at blive holdende ved en perron. Holdes knappen inde kan dørene nemlig ikke lukke, og lukker dørene ikke, så kan toget ikke køre.
Knappen er sandsynligvis tiltænkt togenes teknikere. Mens et lille udsnit af passagererne efterhånden har opdaget knappen, aner de fleste fortsat ikke, at den findes.
– Jeg plejer tit at køre med toget, når jeg skal noget. Men en ting må jeg indrømme. I alle de år, jeg har kørt, har jeg aldrig vidst, at der var denne knap, siger Eva Poulsen, der bor i Høje Taastrup og fortsætter:
– Men what?! Hvor er det vildt. Nu kan jeg bedre forstå, hvorfor unge mennesker altid når at komme med toget. Jeg troede jo bare, at de var heldige.
Gennemsnitligt foretages der over 350.000 rejser hver dag på de syv forskellige S-togs-linjer. Eva Poulsen plejer ofte at køre med Linje-B fra Høje Taastrup Station.
Mange unge kender til tricket
En sen aften for knap tre uger siden, så undertegnede med egne øjne en gruppe unge drenge trykke på knappen:
Det er fredag aften. Klokken er blevet mange. S-toget mod Høje Taastrup kører om ni minutter. Tre drenge løber mod Københavns Hovedbanegård. Den ene sakker bagud. Han har fået sidestik.
– Skynd dig nu lidt, råber drengen, der løber forrest.
B-toget holder stille på Spor 12. Klokken er 01:20. Ifølge køreplanen skal toget afsted nu, men det sker ikke. For de to, unge drenge venter på deres langsomme ven. Den ene holder en knap inde. Når han gør det, kan det røde S-tog ikke køre. For alle døre skal være lukkede, før lokomotivføreren kan rette kursen mod Vestegnen.
01:22. Toget holder stadig stille. Nu sker der noget. Den sidste dreng spurter ind i toget. Han er forpustet.
– Det var også på tide, du kom, tykke, siger den ene af drenge, imens han fjerner sin pegefinger fra knappen.
Spørger man drengene på nogle af stationerne i Vestegnen fortæller de, at mange – specielt unge, kender til knappen. Når toget holder stille, og dørene åbnes, bliver der trykket på knappen. På den måde blokeres der for døren.
– Det er rigtig mange, der kender til knappen. Og vi er mange, der bruger den. Når en af vennerne er forsinket, holder vi jo bare knappen inde. Nogle gange i sekunder. Andre gange minutter, siger en anonym, ung dreng fra Albertslund og tilføjer:
– Der sker aldrig noget.
DSB: Tryk på knap er strafbart
DSB har ikke ønsket at stille op til interview. Det lykkedes dog Netavisen at få en kommentar fra Tony Bispeskov, Informationschef i DSB:
– Der er flere måder, som kunderne kan blokere dørene – oftest sker det utilsigtet, fordi en kunde gerne vil være venlig og holder dørene for en anden kunde, der er dårligt gående og på vej nedad trappen. Som kunder skal vi huske også at tage hensyn til de 400 andre, der sidder inde i toget og venter. S-togene kører med en høj punktlighed med 93,7 procent, og det er min opfattelse, at kunderne generelt er gode til at respektere S-togenes afgangssignal, så vi sikrer en høj punktlighed,” siger Tony Bispeskov og fortsætter:
– At udøve hærværk på den måde, som du beskriver, forstyrrer den offentlige trafik, og det er en strafbar forseelse. Du risikerer ikke kun at forsinke dit eget men også hurtigt de efterfølgende S-tog, og det er ikke i nogens interesse.
Det har ikke været muligt at få svar på fra DSB, hvorfor knappen findes. Og hvilke konsekvenser det har for togtrafikken.
Sådan gjorde vi: Journalisten var tilstede en aften, hvor en dreng trykkede på knappen. Han blev nysgerrig og undersøgte sagen nærmere. Han fik interviews med forskellige passagerer i Vestegnen. DSB ønskede ikke at stille op til interview.