Mange nordjyder springer cykelturen over, når de besøger København. De føler ganske enkelt, at trafikken er for hektisk i hovedstaden. Det forklarer formand for Cyklistforbundets aalborgafdeling Mike Hedlund-White.
”Jeg har talt med folk som cykler i deres hverdag og som siger nej tak til cykling i København, på trods af at de sagtens kan cykle i Aalborg,” siger Mike Hedlund-White.
Han ved, at mange nordjyder finder det decideret skræmmende, at transportere sig rundt i hovedstaden på cykel. De er simpelthen bange for at komme til skade. ”En helt klar melding jeg hører, er, at det kan være en ret skræmmende oplevelse – folk er jo bange for at slå sig,” siger han.
”Der går junglelov i den”
Særligt Nørrebrogade fremhæves som eksempel på en cykelstrækning der kan være hektisk, skræmmende og proppet. I gennemsnit passerer der 36.000 cyklister i døgnet på gaden, som mange nordjyder oplever som meget vild.
”Folk siger til mig, at der er alt, alt for mange cyklister på Nørrebrogade, som kører fuldstændig anarkistisk, og det er skræmmende for dem. Man skal virkelig have sanserne på stilke, og det overvælder fok,” udtaler Mike Hedlund-White.
Mike Hedlund-White mener grundlæggende, at den store mængde af cyklister på snæver plads, er en af årsagerne til, at København skiller sig ud fra Nordjylland og Aalborg. Men derudover kan han også fortælle, at mange nordjyder opfatter de københavnske cyklister, som ”ukultiverede og egoistiske”, når de kæmper om den trange plads på cykelstierne. Det er lidt som om, at ”der går junglelov i den,” siger han.
Hvor aalborgensere kører med større opmærksomhed, kan oplevelsen blandt nordjyderne være, at der er en tendens til at københavnere kører mere egoistisk.
Københavnere er ikke særlig aggressive
Det syn deles dog ikke af trafikforsker Malene Freudendal-Pedersen fra RUC, som i øjeblikket er i gang med en undersøgelse af københavnske cyklisters adfærd. Hun er enig i at der køres anderledes i København på grund af for lidt plads til en meget blandet sammensætning af cyklister.
Samtidig kalder hun det dog ”en myte”, at københavnere skulle være mere egoistiske og aggressive på cykelstien. ”Når man skal kæmpe om pladsen, så kan det godt fremkalde lidt mere aggressivitet. Men de københavnske cyklister er ikke specielt aggressive,” siger Malene Freudendal-Pedersen.
Hun mener tværtimod, at det er et spørgsmål om at kunne gebærde sig på den rigtige måde i trafikken. Nordjydernes frygt for at cykle i København kan derfor skyldes, at de ganske enkelt er dårligere cyklister end københavnerne. ”Dybest set mener jeg faktisk, at de er dårligere cyklister end københavnere. Men det skyldes jo simpelthen, at de ikke er vandt til at færdes i så tæt trafik i deres dagligdag,” siger forskeren.
Særligt ældre mennesker er bange
Mike Hedlund-White understreger, at det ikke er alle nordjyder, der fravælger jernhesten som transportmiddel i København. Det er særligt de ældre, som ikke tør begive sig ud på den tohjulede i den københavnske trafik. ”Jeg vil ikke udelukke, at der også er yngre cyklister som synes, det er skræmmende, men det er nok i høj grad lidt mere modne mennesker, som er skræmte ved at cykle i København” siger han.
Københavns Kommune er opmærksomme på pladsproblemerne på cykelstierne. Derfor har kommunen sat penge af til at bygge cykelsuperstier i hovedstadsområdet – den første åbnede i foråret og strækker sig fra Albertslund til København. Derudover er cykelstien på Nørrebrogade for eksempel blevet gjort bredere visse steder, og cykelruten langs søerne er i øjeblikket ved at blive færdiggjort.
Læs også: Danmarks første cykelsupersti indviet
Læs også: København drukner i "døde" cykler