Børn og unge kan blive bedre til at læse og skrive med e-læsning, mener ekspert i læseteknologi Bent Saabye Jensen fra Nationalt Videncenter for Læsning. Han er ikke i tvivl om, at den nye computerteknologi er fremtiden.
EU’s undervisningsministre har i en ny rapport fastsat et fælles mål om senest i 2020 at nedbringe andelen af 15-årige med læse- og skrivevanskeligheder fra 20 % til 15 %. E-læsning bør derfor bruges som led i at opnå målet, mener Bent Saabye Jensen.
”Læseteknologi, også kaldet e-læsning, er et specielt computerprogram, der kan læse digitale tekster op fra nettet. Programmet er en teknologisk læsestøtte til alle med læsevanskeligheder, heriblandt børn og unge,” siger han
Børnene lærer ved at få de samme ord læst op gentagende gange, og de kan derved genkende dem, når de ser dem.
”Ordblinde har ikke på samme måde mulighed for at knække den såkaldte læsekode, men ved at læse mange tekster med støtte fra læseteknologi, så får de oparbejdet en relativt god læsning, til trods af de har vanskeligheder med lydforbindelser,” fortæller Bent Saabye Jensen.
Han er helt overbevist om, at det er noget vi kommer til at se meget mere til i fremtiden.
”Det vælter ind over os i øjeblikket,” fortæller han.
E-læsning virker
En ny undersøgelse offentliggjort i foråret 2012 dokumenterer, at børn og unge udvikler deres læsning, når de sidder med de læseteknologiske programmer, fortæller Bent Saabye Jensen.
Absalonskolen i Holbæk Kommune, som er en del af undersøgelsen, gennemførte i skoleåret 2010/2011 projekt ”Lyt, læs og lær” i samarbejde med blandt andet Nationalt Videncenter for Læsning. Absalonskolen fik installeret e-læsning på alle skolens computere og i elevernes hjem, for at teste effekten af læseteknologien.
Resultaterne fra projektet viser, at e-læsning virker. Ved udgangen af 4. klasse ses en tendens mod, at afstanden mellem de usikre og de sikre læsere er reduceret.
”Traditionelt set bliver afstanden mellem de gode og dårlige læsere på mellemtrinnet 3-4. klasse større og større, men ved brug af læseteknologien i projektet viste der sig en parallel mellem børnenes læsefærdigheder,” siger Bent Saabye Jensen
Læs også: Alle elever i 0. klasse skal testes for ordblindhed
Læs også: Kommuner anerkender ikke ordblindhed